Her følger en lille månedsartikel om livet med heste og dets påvirkning på mennesker, især når vi beslutter os for at være sammen med dem med åbne øjne – åbne for både succes’erne og for kilden til frustration. Denne gang handler artiklen især om hvordan samvær med hesten, ligesom alt andet man vælger at fordybe sig i, kan støtte udfoldelse af og udvikling af vores iboende talenter og hvordan man opdager når man ikke udfolder sine talenter og har brug for at arbejde med et forsvar og en gammel smerte i stedet for. Først.


Når man får sig en hest som man skal tage sig af på bedste vis og samarbejde med om komplicerede ting på trods af at være to forskellige arter, har man truffet et betydeligt valg for sig selv, som får stor indflydelse på ens krop, sind, karakterudvikling og ikke mindst livsstil. Vejen er nu åbnet ind på et spor med mulighed for mere og dybere modning i en interessant udveksling imellem succes’er og frustration.  

Hvis man er sådan et menneske som kan lide at få indsigt i livets organisme og drage læring imellem linjerne og alle gøremålene, så vil der i samspillet med heste hele tiden åbne sig nye interessante perspektiver.

Man opdager nye sider af sig selv og man møder de gamle og besværlige og det daglige, kontinuerlige samarbejde med en hest, vil åbne for muligheden for at have et udviklingsmæssigt sideløbende metaperspektiv på sin egen udvikling. Noget der, hvis man vil det, kan føre til en smuk oprydning i ens karakter og derved også indre frihed til at folde talentvingerne ud i deres omfangs fulde potentiale.

Når vi træder frem på livets scene og står med alt hvad vi har i os, vil det sige at vi tager 100 procent ejerskab over det vi kan og gør og hvem man er, med det man kan.

Man står ved sine evner og kræfter og man bruger sine talenter og holder ikke noget tilbage. Man tør se helt i øjnene hvor man ved man kan blive bedre og man har mere lyst til at anstrenge sig i bestræbelserne på at nå sine nye mål, end man prøver at skærme sig selv imod virkeligheden med indre forsvarsstrategier.

Man er mere drevet af JA og hvordan – end af at undgå at begå fejl eller at få modstand fra andre. Man oplever jævnligt det man kalder flowtilstande som er når man er optimalt motiveret og hvor sind, krop og nervesystem samarbejder om, på den samme positive måde om at nå det der er målet. Man oplever ikke flow hvis ex. en gammel frygt for at fejle, eller at gøre andre sure, får ens følelser og nervesystemet til at aktivere en advarende og hæmmende angst der gør det utrolig svært for kroppen at udføre (fokuseret og ensrettet) energien frem imod hvad sindet kan se der skal til.

Alt hvad man har en oprigtig interesse for og endnu bedre, hvis det indebærer et engageret samspil med en anden, har dette potentiale i sig for at få os til at yde vores aller bedste og derved folde vores væsens talenter og egenskaber mest muligt ud.

Og nogle gange kræver det at man laver et stykke arbejde i og med sig selv, hvor man transformerer det som får os til at holde os tilbage, i sindets evne til at skabe ideer og se vejen frem, i kroppens evne til at gå all in på opgaven selvom det kan være fysisk hård og krævende og i nervesystemets “given os lov til” at satse alt uden for meget hæmmende angst.

Måske skal man give sig selv lov til at opleve glæde imellem at man lykkes med at præstere målene så livet er levende hele tiden og så glæden kan skabe blandt andet end bedre iltning af hele vores væsen end hvis vi holder sammen på os selv og kun tillader glæde når vi mener vi har nået et mål.

Måske skal man åbne sig mere for at lade andre komme til og bidrage til det man vil skabe end når vi prøver at bevare kontrollen over vores eget projekt og selv styre det hele.

Måske skal man indse at man selv er dén der sparker benene væk under følelsen af at være okay og god nok uanset hvad, hvis man har en indre hård tone når man taler om og til sig selv.

Og disse transformationer – disse ændringer vi laver som forandre vores indre og ydre miljø virker først mest gennemgribende når tingene skaber ændring både i sind, følelser, krop og nervesystem. Og for at vi “rammer ind på alle planer” skal alle planer være aktive imens vi lærer dem. Og det er noget af det helt særligt givende ved arbejdet med heste – for her kræves netop engagement fra det hele menneske.

Sammen med heste rækker tankerne ikke hvis kroppen ikke kan udføre de visioner sindet får.
Kroppen kan ikke udføre visionerne hvis ikke nervesystemet er fortrolig med og engageret i opgaven. Er man utryg har nervesystemet sat en bremse på at kroppen kan få lov at gennemføre en fuldstændig deltagelse og indlæring. At have tænkt sig godt om, får os derfor kun et vist stykke af vejen. Men at kunne udføre hvad man ved med hovedet der vil være godt, kræver at nervesystemet giver kroppen lov.
Skal man lede en hest igennem en situation som hesten er usikker på, skal man både vide at man er nødt til at guide og lede her, man skal kunne “føle den indre guidende leder indefra” i sig selv – altså skal den være til stede! Og man skal kunne udføre det man føler med kroppen på en måde så timing, bevægelse, koordination passer til den partner man skal klare opgaven med.

Når vi lærer noget sammen med heste er der derfor en mulighed for at lære noget på et særligt dybt plan. Og hvor de styrker vi har og de egenskaber vi folder ud, slår igennem og integreres som læring helt ind på celleplan.

Der er et ordsprog som siger : man bliver hvad man spiser – og i dette tilfælde kunne man godt lave et nyt ordsprog der hedder : man er, hvad man fuldt ud formår at være.

Vi mennesker har i dag, primært bolig i vores sind. Vi arbejder meget foran computere og løser opgaver som vi skal regne ud. Vi klarer de fleste af vores udfordringer ved at tænke os om og regne os fremad igennem analyser og beregninger. Også i den sociale kontekst sammen med andre mennesker, er vi ofte overvejende tilstede fra vores sind. Vi holder os for det meste til det vi hører og det sagte. Vi begriber meninger og holdninger og beregner hvor vi står i forhold til hinandens meninger og holdninger. Det talte sprog og alle ordene danner en verbaliseret verden af begreber og disse begreber kan gribes, dannes som billeder i sindet eller med ord og siges og kastes væk igen på under et sekund. Det mentale sinds scene arbejder hurtigt og er stærkt omskifteligt. Hvad vi tænker påvirkes også indimellem af vores følelser og følelser skabes ud fra vores opfattelse af den situation eller det møde vi står i.

Overfor heste nytter det ikke ret meget at skifte ordene ud. Hvad vi mener og hvilke holdninger vi har får først betydning når vi kontinuerligt udfører tingene og ER det vi gør, indefra. Hestene mærker os og identificerer vores karakter ud fra hvem vi er, der hvor vi vibrerer mest fortættet om det fra. Derfor nytter det ikke noget at være inderst inde et usikkert menneske, der dog formår at tale velformuleret og gennemtænkt om hvordan man kan løse en situation sammen med en hest.

Her er det karakterens indarbejdede træk og essens, som er det der betyder noget.

Sindet er altså kun en del af hvem og hvad vi er. Hvis al kraft, sundhed, styrke, og sjælelige egenskaber skal vitterligt slå rod inden i – skal vi kunne leve det igennem kroppen også. Og heste spejler os altid rent (hvis de får lov) og somme tider nådesløst i hvor vi befinder os henne, i vores eget indre miljø. Og har man sin egen hest udsættes man jo dagligt for denne ærlige spejling.

Det er min oplevelse at det altid er lidt af en kant at komme over, for mennesker at erkende at det er sådan det er med heste. I mange tilfælde prøver vi ryttere og hestemennesker at slukke den feedback hesten giver fordi den volder os problemer hvis vi er helt ærlige.

I stedet laver vi i bedste fald en plan for hvordan vi træner hesten til at opføre sig anderledes – eller vi straffer hesten når den spejler os noget der er for svært og på den måde hæmmer hesten – og hestens nervesystem i at give udtryk for hvordan den har det og hvad den har behov for i situationen.

Når vi lukker ned for hestene skaber vi desværre usunde livsbetingelser for hesten.

Så hvis man sætter sig selv i en situation hvor man risikerer at lære om sin egen effekt på heste på godt og især ondt – og hvis man tillader blot for et kort øjeblik at gå op pådagelse i om det kunne have noget på sig i ens eget hestesamvær – og man så smutter henover kanten af skyldfølelse og skam – ja så havner man i et helt nyt område, hvor der pludselig ikke er grænser for hvad eller hvor meget vi mennesker kan udvikle os og folde vores væsen ud – samt ikke mindst hele på alle planer, i samspillet med heste.

Opdager man at samarbejdet med heste kommer med denne mulighed, kan det at opleve udfordringer med heste, vendes til en mulighed for at komme helt tæt på vores egen ellers mere blinde bagsider og derved tæt på det sted inden i hvor ting kan løses og hjælpes mod nye og sundere tilstande og udtryksformer.

Set fra min vinkel, som terapeut ind i et heste – menneske samarbejde, er der både en mulighed for at læges i gamle sår og altså læges i den fortid vi alle bærer med os – såvel som at løfte nutidens og fremtidens perspektiver til højere niveauer ved at udfolde og give plads og liv og tid til alt det gode man har i sig.

Terapeuter arbejder primært med såringer og med fortid hvorimod coaches primært arbejder med nutid og fremtid og helst ikke går for meget ind i kontakt med fortidens svære oplevelser. For at få et “helhedsløft” som også heste anerkender og mærker – er det en god ide at gøre begge dele. Fordi fortidens hårde lektioner som regel er årsagen til at vi kan synes at vi har brug for en coach til at løfte os videre. Når man arbejder i både fortid og med nuværende talenter og udfoldelse i livet allerede idag, så har man fat i begge ender og målet er at det menneske som går i gang med dette arbejde, med tiden ikke længere hverken behøver en terapeut til at tage sig af at få kontakt til det som kræver omsorg og hjælp i fortidens kulisser – og heller ikke behøver en coach til at give energi til og støtte i at man må og kan det man vil!

For nu er man selv velbevandret i at identificere hvad det er man føler, oplever og mærker og hvad det man mærker har brug for fra en selv – eller fra andre, og man kan og er i stand til at investere sin vilje i det man vil med de drømme man har. Når man står der, og evner både at være sin egen indre omsorgsgiver når det er nødvendigt og at bære sin kraft i krop og handlinger – har man en god og tryg og kontakt til hele sin egen karakter. Man ved hvem man er, man ved man er værdifuld i sig selv, man ved hvad man er god til og hvad man ikke er så god til og det er okay for man skal ikke kunne være alt. Man har integritet, man ved hvor grænserne går, man kan sige farvel og goddag til nye bekendtskaber og man kan bevæge sig i verden efter interesse og ikke efter hvad “sådan en som mig må eller bør gøre”.
Kort sagt man har både selvtillid og selvværd og en god jordforbindelse i det meste af sin vågentid og kan bevidsthedsmæssigt placere sig selv fuldt og helt i tid og rum.. (Noget man ikke kan når man bærer på ubearbejdede aktive traumer).

Så hvordan står det til med dig?
Hvor god er du til at tage vare på dig selv når livet er svært? Og til at udfolde dine mest inderlige behov, længsler og gøre dine drømme til din virkelighed? Hvor meget af dit eget indre talent, giver du liv til?

Måske overvejer du hvad dine talenter er?

Men alle mennesker er født med talent for noget.

Der er altid noget man er god til og som andre må arbejde hårdere på at blive gode til.

Øvelse : Hvad er du god til? Giv dig selv lov til for et øjeblik at overveje hvad du gør, som er noget du formår at gøre fordi du faktisk er god til det?

Det kan være at man er god til at lytte til andre og forstå ind bagved hvad de er tynget af eller motiveret for og at man på den måde kan være med til at klare tingene op for andre.

Det kan være man bærer meget optimisme og håb i sig og formår at bruge det til både ens egen fordel men også at lade det spilde over til andre som derved føler sig løftet.

Man kan være god til bevægelse og have en skarp motorik, en god portion fysisk styrke, smidighed og viljen til at bruge det og derfor kommer langt indenfor en sportsgren.

Måske er man god til at se hvad der mangler at blive gjort og tager sig naturligt at de ting som andre ikke lægger mærke til skal gøres og på den måde sikrer man det hele og er en af dem som stabiliserer tilværelsens fundament.

Eller måske er man innovativ, anderledes tænkende og kan se nye muligheder og har drivet til at føre ideerne frem i verden og skabe noget nyt og bedre.

Eller man kan have en sans for relationer, en dyb interesse for andre og berøre mange med en stærk og helende kærlighedskraft.  

Alle mennesker har bestemte gaver med sig – det man kan kalde for et ”sjælspotentiale” og som vi altid bør folde ud i vores liv og i verden fordi det er dét som giver vores tilværelse mening. Og nogle gange formår vi ikke at gøre det som vi egentlig gerne vil gøre, fordi vi kan være lammede eller sårede i nogle dele af vores indre, som er nødt til at kunne anvendes hvis talentet skal kunne bruges.

Måske er man god til at lytte til og forstå andre, men tror ikke på at andre vil betro sig til én eller finder noget af værdi ved at være i ens selskab, fordi man oplever sig selv som udelukket på forhånd. Det kan være sådan man efterlades efter at have oplevet eksempelvis mobning og hvor det sår man har fået, spænder ben for at man overhovedet tør stille sig op overfor andre mennesker og stå ved at man har evner som andre kan få noget godt ud af.
Man har altså nu et talent som er låst fast bagved en smerte over at være blevet såret af en anden. Og det psykiske instinktive forsvar vil nu først og fremmest sørge for man ikke såres igen og skaber derved hvad der nu føles som et behov for at holde afstand og holde sig tilbage.

Nu har man altså både et talent – og en såring direkte ind i det talent man har (smerte) OG et psykisk forsvar der skal hjælpe én til ikke at risikere at opleve at blive såret igen. Og hvis talentet nu skal foldes ud, fuldt og helt, så er der et andet stykke arbejde som skal gøres først: Med smerten man bærer fra det man oplevede og med at turde igen at vælge at træde frem i livet i stedet for at blive stående i forsvaret imod livet.

Verden er fyldt med mennesker (og dyr) som bærer imponerende meget talent, ressourcer, evner, kraft ind i virkeligheden, men som oplever at deres bedste egenskaber er blevet taget til fange i svære oplevelser der har sat et dybt og negativt indtryk og hvor kompenserende forsvars strategier nu er det som primært kommer til udtryk.

Når man opdager at man har noget i sig som eksisterer under disse forudsætninger, har man opdaget et ud-viklings område. Hvor man med stor fordel kan begive sig i kast med at vikle talent ud fra smerte og ens egen originale indre person ud af tillærte forsvarsstrategier.

Alle mennesker bærer gaver hvor flige af disse eller store skorper af sjælspotentialerne er såret og skjulte bagved indre forsvar og svære minder som sidder fast. Noget er man bevidst om, andet er fortrængt eller sket så tidligt at man ikke har en fortællings mæssig tilgang til situationen men at det udelukkende bor i kroppen som udfordrende stemninger, kropslige og følelsesmæssige reaktioner og symptomer.

At vikle smerte nænsomt og kærligt, ud af vores indre talenter og sjæls flow – og at hele sårene op fra bunden er det som giver mennesket sin visdom, indsigt og ikke mindst dybde. Visdom er erfaret viden, ud fra det man på eget væsen har erkendt, indset og accepteret og hvor man har lært i visse områder at skelne imellem sand og flygtigt værdi. Og hvor dybde er graden af hvor langt ind i tilværelsens essens man har bevæget sig, på godt og ondt og med åbne øjne igennem smerte og lykke. Men bliver kun dyb ved at vælge at være modig og man bliver kun vis ved at se sandhederne i øjnene og det er ganske sandt at det som ikke slår os ihjel (har potentialet) til at gøre os stærkere. Men kun hvis vi arbejder os igennem tingene.

Øvelse : Hvornår har du sidst været modig og set noget i øjnene?

Øvelse : Overvej gerne allerede nu om du mon har nogle gamle svære historier som har lavet et negativt og smerteligt indtryk på dig og som har taget et af dine talenter til gidsel?