Hvor har jeg revet mig selv meget rundt i manegen. Og krævet af mig selv at jeg skulle svare på hvad det er jeg vil med heste.

Om jeg er rytter?

For så må jeg da igang med at ride.

Ellers har man vel ikke lov at kalde sig selv for rytter. Og hvis man ikke kan kalde det noget, og vide hvad det er – så er det jo ikke noget, vel?

Hvor har jeg været fortvivlet i mange år. Over ikke at kende svaret på mine hyppige spørge ind til hvad det er jeg VIL?!

Fordi jeg fik aldrig rigtig redet.

Fordi jeg fik aldrig rigtig gjort noget med mine ambitioner.

Jeg fik jo ikke skabt en hest der kunne piaffere samlet ved siden af, eller under mig.

Jeg fik jo ikke lavet resultaterne.

Jeg lagde simpelthen ikke nok arbejde i det!

Og de stakkels heste fik mig kastet i hovedet på en tilfældig onsdag hvor jeg skulle realisere mine ambitioner og bevise mig selv med en kæmpe rest gæld i mente fra de forgangne år uden resultater.

NU skulle de være lette på signalerne!

Nu skulle de kunne samle sig!

NU skulle de kunne forstå hvad alle mine blip blop dut tap tjek lyde betød, hver især, og svare med det samme, tak!

NU fordi jeg havde forsømt leveringen så længe.

Og NU fordi kun lige i det nu vi havde sammen denne onsdag, var det muligt……..

Hvor har jeg revet i mig selv.

Hvor har jeg spurgt og spurgtHVAD ER DET DU VIL??!

HVEM ER DET DU ER?!!

HVORFOR SKAL DU HAVE EN HEST OVERHOVEDET?!?

HVORFOR POKKER SKAL DU HAVE F E M – 5!! HESTE?!!

Og jeg har ikke kunnet svare. Og alligevel har jeg spurgt. I stedet for at lytte. Til det manglende svar. Som lyder.

Jeg skal ikke noget.

Med heste.

Jeg elsker heste.

De er smukke.

De gør mig glade.

Jeg føler jeg lever sammen med heste.

Jeg føler mig hjemme.

Det er ikke mere end det.

Og det er det der er.

Og det er bare derfor.