Det er ikke nødvendigvis svært at hjælpe andre.
At give en håndsrækning.
At springe til og gøre noget.
Men det kan somme tider være svært at gøre det på den rigtige måde.
Og nogle gange er der ingen ‘måder’…

Nogle gange kan det være svært at få lov til at hjælpe.

Især hvis det på nogen måde involverer følelser og berører menneskers psykiske væsen. For så bevæger man sig ind i sårbarhedens indre landskab. Og her er der regler. Men det er bare sådan at ofte kender ingen disse regler, heller ikke det menneske som har brug for hjælp.

Det vi på ingen måde kan, er på forhånd at vide hvad det andet menneske har oplevet i sit liv, som gør at vedkommende er hvor han eller hun er i dag.
Vi ved dybest set ikke hvordan den anden ser sin verden indefra og ud.

Hvor mørk eller lys den er.
Hvor kringlet og umulig eller let og åben den er.
Hvor tung eller kaotisk den er eller hvor meget vedkommende er næret af fred og betydningsfulde kærlige forbindelser. Eller ej.
Om det er et rigt menneske eller et trængt menneske, på varme og tryghed.

Vi ved ikke om den anden er i livet med tillid – eller slet ikke med tillid.
Ved du hvordan forskellen føles?
Hvor stor er din egen tillid?
Til dig selv?
Til andre mennesker?
Til folk der vil hjælpe dig?
Når du er sårbar?

Somme tider tror vi at hvis vi møder et menneske, med en lav grad af indre tryghed eller lav grad af indre tillid, så vil det fremtræde helt tydeligt.
Men det behøver slet ikke være sådan.
En manglende indre grundlæggende tryghed eller tillid, kan vise sig først at komme til overfladen når man pludselig bliver ramt af livet og får brug for hjælp fra andre mennesker.
Brug for at andre kommer tæt på.
Men det tør man ikke.
Man kan ikke tillade det.
Give plads til det.
Åbne for muligheden.

Og hvad nu hvis det menneske man gerne vil hjælpe, slet ikke elsker sig selv nok til at føle sig værdig til hjælp?

Eller hvad nu hvis dette menneske har en overbevisning om at der er visse helt bestemte betingelser som det skal opfylde for at det må få kærlighed og altså hjælp, men fordi det er ramt og sårbart, ja så orker man ikke at leve op til sine egne betingelser. Og derfor må man så afvise hjælp.

Og ved vi overhovedet noget om hvor mange gange vedkommende er blevet svigtet eller hvor intenst, hvor tidligt i livet, af hvem eller om det har været traumatisk? Næh det er slet ikke sikkert det nogensinde er blevet afgjort eller erkendt og vi går jo ikke rundt og giver hinanden en brugsanvisning til hvordan man bør “hjælpe mig” og hvilke ‘huller’ man må prøve at bevæge sig udenom…

Det kan også være at det menneske man gerne vil hjælpe i virkeligheden er mere tryg og okay, end man selv er. At man selv er dén der giver ud, fra et knap nok halvt åbent hjerte.

Men at man tror man skal hjælpe, yde noget, stå til rådighed, hele tiden fordi man kun derigennem bliver berettiget til at være ‘nogen’ og “inde” i stedet for ude… Hvordan er det mon at tage imod hjælp fra sådan en kilde?

Og hvad nu hvis fortegnet pludselig var omvendt og det var dig der fik brug for hjælp fordi du var endt i en sårbar situation, ville dét så være okay?
Eller ville det så være noget andet?
End hvis du var giveren?

Vi ved måske heller ikke meget om hvordan den anden ser på os i virkeligheden. Om vi er sammen om noget, igennem et usynligt slør af ubevidste projektioner. Eller om der er ustabile dramatiske komplekser imellem os som kan gøre det svært at være den der får hjælp, eller om man selv bliver lidt større end den anden måske, af at være den der ikke har brug for hjælp…

Vi ved ikke om den anden smiler varmt i et ansigt der kender de rette folder til det, men som bæres af et menneske der føler sig tom, eller utryg i virkeligheden, eller ensom, eller ubrugelig og forkert.
De fleste mennesker kan smile og dække smerten til hvis det er det som føles mest sikkert. Og det praktiseres af mange mennesker. Hver dag.

Det kan også være svært at lægge mærke til sproget bag sproget, når de indre smertefulde områder kamufleres af de rette ting der bliver sagt. Ordene, vendingerne, emnerne der bliver lagt vægt på – som kan dreje opmærksomheden bort fra der hvor det gør ondt.
Så ørene hos dig der lytter, føler sig trygge og kommer til at slappe og du tænker ” nåh men her går det da vist okay” – imens følelserne, kroppen, spejlneuronerne neden under sindet bare ved at det gør det ikke!

Ved vi egentlig overhovedet om det, som er et andet menneskes ensomme nabo, hende – eller ham, der bor derinde i det lille mørke hus med de nedrullede gardiner, faktisk er et af dine familiemedlemmer eller et menneske der engang var din ven og som nu holder sine trængsler for sig selv og kun deler maskerne og paraderne med andre når det er højest nødvendigt?

Og hvad med mennesker som hver dag lyver for sig selv om hvor okay det hele går imens de er dybt ulykkelige og lever tomme liv med meningsløse vaner, fordi de bare ikke tør erkende deres tilværelse som den er, og gå i gang med de enormt store og skræmmende forandringer der skal til.

Behov og forandringer som kan betyde at man skal skilles, flytte væk, sige sit arbejde op, sælge hesten, finde et nyt hjem til hunden, blive sygemeldt, dele børnene op i en skilsmisse familie, ja erkende og handle på ting man vitterligt ikke tror man kan klare at gå igennem.

Hvordan vil et sådant menneske mon tage imod hjælp – når det ikke endnu er kommet frem til at turde stå ved og fuldt og helt erkende sine trængsler?

Vi synes vi ser så meget.
Og vi tror vi ved alt muligt.
Fordi det er da så let at se det hele udefra.
Men er det nu det.
Vi ved ikke hvilke svære oplevelser der har brændt sig ind i
vedkommendes hukommelse og som aldrig kommer ud derfra igen. Hvordan dette menneske har fået sit mod indskrænket og sine forsvar udbygget. Og hvordan det er at bevidne dette, indefra.
Vi ved ikke om facaden holdes intakt imens indstrømningen af livsenergi og udstrålingen af glæde bliver låst fast med et jerngreb.

Vi ved ikke hvad dette menneske allerede har gjort og gør i et forsøg på at overleve følelsesmæssigt og klare sig i livet på bedste vis og på trods af sine udfordringer men vi kan være ret sikre på at menneskets instinktive og seje psykiske og fysiske evne til at kompensere, bøje, strække, gemme og overleve de værste ting allerede har gjort hvad det kunne.

Og det kan være ved at resten holdes på plads bag dét at spise for meget mad, drikke for meget alkohol, spise smertestillende medicin, bruge for mange penge, afreagere på andre. Og at disse usunde ukontrollerbare strategier, desperat binder hverdagen, timerne, minutterne, sekunderne sammen så hele korthuset ikke falder til jorden og forvandler resten af mennesket til støv.

Vi kender sjældent intensiteten i den smerte som holdes skak med strategier som udadtil synes ufornuftige og som skader både mennesket selv og somme tider også omgivelserne, men som under overfladen har en funktion over for en smerte der ikke lader til at være bund i.

Vi ved ikke, hvor tæt på eller langt fra, den anden lever sit liv på smertegrænsen. Vi ved heller ikke om den anden ved det.
At livet er for hårdt. Og for tæt på smertegrænsen. Og at det hele er derfor…
Måske føler vedkommende sig blot selv ansvarlig for alting.
Måske tror man at man er alt hvad man føler og tænker og gør og at man derfor er en kæmpestor fiasko.

Jeg blev mobbet da jeg var barn – men jeg burde være glad for mig selv og ikke behøve at spise for meget.

Jeg blev slået da jeg var barn men jeg burde være kærlig og tryg i mit parforhold og opføre mig godt og tillidsfuldt og pålideligt.

Jeg var alt for meget alene som barn men jeg burde kunne være den perfekte forældre for mit eget barn og altid være der og ikke give tomheden videre.

Ingen omkring mig var i stand til at elske mig da jeg var barn, fordi de voksne var opslugt af dem selv eller livet derude, så jeg er et svigtet barn, men jeg burde kunne hvile i min egen okayhed og ikke stræbe efter at please og præstere for at være noget.

Hele min barndom var jeg utryg over hvad der kunne ske men jeg burde ikke være så temperamentsfuld og blive så vred så hurtigt som jeg gør.

Men vi kan bare ikke altid vælge at træde væk fra smertegrænse.
Vi lader os jo ikke frivilligt skade på sjælen.

Og hvad med når livet har ramt os med sin maksimale sprængladning.
Og grænserne for hvad et menneske kan bære er nået.
Og nerverne og robustheden er flosset og revet op.
Hvad så?
Hvordan hjælper man når tingene ikke kan blive bedre?
Når der er uoprettelige skader?
Når der er smerter som ikke kan gå væk?
Når man ved man skal dø inden så længe fordi man er uhelbredelig syg.
Når man mister en elsket, et barn eller en del af sig selv og for evigt skal leve videre uden?
Ja hvad gør man så?…
Og sådan er vi alle mysterier for hinanden.
Når det kommer til hjælp og smerte. Mysterier i et møde som det giver alt mulig mening at færdes i med kærlighed, vågenhed, respekt, venlighed og ydmyghed.