Det jeg har skrevet som overskrift for dette blogindlæg, er på samme tid ret simpelt og ret ‘stort’.

Jeg vil prøve at starte ude i det store perspektiv for så at se om det bliver lettere at acceptere opgaven i den mere enkle forklaring, selvfølgelig med risikoen for at du tænker det her er en tand for meget til din smag..

Det menneskelige sind processerer konstant indhold. Tanker, følelser der kommer indefra på grund af de tanker der nu er og følelser der opstår i mødet med omverdens personer og begivenheder som sætter gang i de indre følelser.
Når et menneske starter i terapi er det ofte for at få gjort et livsmæssigt problem håndterbart.
Noget der altså opfører sig som en drage i det indre og som sætter gang i ting imellem mennesker (og dyr) i det ydre, er der et behov for at ‘komme af med’. Hvorfor?
Fordi det der giver mennesker de her problemer – giver en form for tilstandsmæssig smerte.

Når vi derfor starter i terapi, for at få styr på et problem har vi ofte et snævert fokus.

Lysten til at være sammen med problemet, sammen med “dragen” sammen med smerten – den er forståelig nok sjældent ret stor. For smerte er noget vi gerne vil væk fra. Smerte er noget vi vil på afstand af. Smerte er det som får os til enten at løbe, kæmpe imod eller at stivne i opgivenhed. Det er ved første øjekast bare ikke særligt sjovt!

Og når man starter i terapien vil man ikke have den store erfaring med hvad selvudvikling og selvopdagelse egentlig kan, udover at få os til at stille os ansigt til ansigt med smerte – og derfor er den første approach rimeligt instinktivt styret. Ala, det her føles ubehageligt – jeg må skulle væk hurtigst muligt! Hjælp mig med det!

Da jeg i sin tid startede i terapi som en del af min uddannelse til psykoterapeut, kom jeg ind i terapien fra et udgangspunkt med utrolig mange forskellige smerter. Oversat betyder det at jeg kom ind i terapien med rigtig mange forskellige problemer.
Jeg havde i mange år fungeret rigtig dårligt – uden helt at vide hvorfor, fordi jeg ikke havde undersøgt dragerne i dybden endnu, men i hvert fald var jeg så heldig at jeg ikke kunne løse mit problem ad en omgang.
Det blev derfor et vilkår at jeg måtte vende tilbage til det terapeutiske rum igen og igen for hele tiden at bevæge mig en lille smule videre i den generelle dårlige tilstand jeg var i – som var præget af fastlåsthed og et flygtende sind og livsstil. Jeg røg næsten 40 cigaretter om dagen, jeg havde været depressiv i over 10 år, jeg havde mange forskellige former for angst, jeg var i en kronisk dissocieret “udenfor mig selv” tilstand. Altsammen på grund af mange forskellige traumer og belastninger.

Jeg er glad for jeg dengang ikke vidste hvor lang en rejse jeg skulle på. At min bevidsthed om de skridt jeg skulle tage, endnu ikke var landet hos mig fordi de jo netop kommer igennem det at træde dem. En efter en.
Ikke at vide hvad der er galt eller hvordan og hvor lang tid noget tager at hele – er en hjælp for et menneske der står ude på kanten af håbet.

Men det er ikke ene skidt at være så ramt i livet. For det jeg idag står med, efter mange år med terapi og selv og livs reflektion, er mange dybe perspektiver på livet og på livssmerte. Alt hvad jeg måtte arbejde mig igennem bragte mig også ind i nærkontakt med det selvsamme spøgelse og det er på den måde man vokser i kraft og evnen til at være sammen med det som man ikke vil være sammen med.

Det du ikke vil være sammen med er det som gør din hest urolig – er altså en måde at forklare på at der hvor man skubber dragen væk (fordi man endnu kan flygte ud i andre ting og ikke har accepteret det nærmere møde endnu) er der hvor et menneske afviser en del af sig selv som er i vanskeligheder.

Nej tænker du måske? Det er ikke mig der har vanskeligheder når min hest bliver bange eller tænder af eller udvikler seperationsangst eller bliver på anden måde uharmonisk – det er jo hesten!? Men jo det kan det godt være.
For hvis hesten fungerer okay uden dig – på folden, i stalden, når du ikke er der – men får et problem når du sætter tovet i den – så kan det meget sagtens være at hesten fanger energien i lige præcis det du ikke vil være sammen med i sig selv og bliver bærer af det problem.

Det samme med vores unger. Det forældrene ikke vil stå ved og i i dem selv – det vi som forældre ikke vil møde af drager inden i og tage os af at håndtere og vokse igennem – det skubber vi over i andre væsners energifelt, især meget åbne væsner som dyr og børn.

Fordi dragen er der.
Selvom du kigger væk hver gang den dukker op.
Selvom du hugger hovedet af den og skræmmer den.
Selvom du løber af pommern til og måske giver andre skylden.

Dragen er der.

Og er den din smerte – så er den din smerte.
Og så kan ingen andre løse det for dig end dig selv.

Mysteriet er dit – ligesom den mening der er, med at vokse igennem den indsigt som arbejdet med at hele lige netop den smerte du bærer.

Og det der sker med mennesker når de går meget i terapi og rent faktisk møder dragerne og træner i hvordan man møder dem, er – at kraftfeltet bliver større. Hjertet bliver mere engageret. Empatien vokser. Man får bragt orden i ting som skyld og skam. Man opdager hvilke smerter mennesket kollektivt bærer og man tør stå sammen med andre i den sandhed. Man bliver mere groundet i livet, i hvem man er – man bliver mere tolerant over egne fejl, handicaps, dårlige handlinger og man tør være sig selv.

Når man gør det tør man være sammen med meget mere.
Og smerte og drager bliver en anden slags størrelse end set fra den instinktive flugt reaktion som man først troppede op i arbejdet med.

Bevidstheden udvider sig. Man kan inkludere meget mere af sig selv. Man punkterer meget mindre let over livets sværdhug og man bliver meget mere overbærende overfor andre.

Og står man derfra og ser en hest med en drage efter sig vil man se en hest med et problem og mærke både hjerte, omhu og nysgerrighed for hvad man SELV kan og bør gøre lige nu – for at støtte hesten hvor den er.

Og det spejlbillede man så ser sin egen drage i, når man ser på hesten – vil man kunne tåle at lytte til.

Hvad vi ikke elsker helt – giver splittelse
HVad vi ikke elsker helt – giver angst
Hvad vi ikke elsker helt – Vil røre uroligt på sig
Hvad vi ikke elsker helt – er det der er vores menneskelige opgave at finde vej til at elske.
Det er der vores karma ligger.
Det aktuelle vækstområde.
For det personlige menneske og ofte også helt kollektivt menneskeligt set.

At elske helt er at ikke have nogen barriere imod det og sig.
At elske helt er ikke at gøre sig mindre eller større end det der er svært.
At elske helt er ikke at lede efter en måde at besejre det på
At elske helt er at kunne være levende støttende og kærlig i mødet med dragen i smerte
At elske helt er at turde holde øjnene åbne imens det grimme viser sit væsen
At elske helt er at turde være følelsesmæssig levende over det som er skræmmende og sorgfuldt
At elske helt er at få et helt andet sprog for grimt og smukt, rigtigt og forkert
At elske helt er at slappe af i at man kun formår hvad man nu formår
At elske helt er blødt
At elske helt er vågent
At elske helt er at tale sandt

Når man elsker helt rummer man det hele.
Når man elsker helt skabes der derfor ingen spænding overfor det som førhen blev splittet bort og afvist.
Derfor bliver rummet og børnene og hestene rolige og trygge når man ikke længere splitter sin virkelighed op imellem “det jeg vil have” og det jeg ikke vil have.

At elske helt er en udvidelse til det essentielle bevidste væsens natur.
Fra den instinktive og reaktive opsplittende platform som et ikke-helt-elskende- menneske, er til fra.

Det kræver et stort arbejde at komme ind til kraft og hel kærlighed.

Og det er en terapeuts arbejde at kunne pege på de broer der kan forbinde den indre splittelse.