Psyke - Krop - Sjæl - Intuition - Ansvar - Følelser - Identitet - Roller - Bloringer - Frihed - Adfærd - Bevidsthed - Grænser - Kraft - Klarhed - Sammen - Isolation
Indersiden af heste & mennesker
Psykologi

EquineTorch mentor Siri har skrevet et blog indlæg til jer om harmoniske idealer og autentisk samvær med heste

Tanker om harmoniske idealer og autentisk samvær.

 

Jeg har altid haft det ideal i samværet med hestene, at vi skulle være venner og partnere.

At vi begge skulle nyde hinandens selskab og de ting vi gjorde sammen. Vores relation skulle være harmonisk og samarbejdet skulle gerne føles let og flydende og helst altid. Det lyder jo rart og positivt, og det er ikke som sådan fordi jeg har skiftet standpunkt eller er uenig med mig selv i dette ideal – men jeg ser nogle flere nuancer nu og jeg ser, at dette ideal faktisk ikke altid har gavnet vores relation.

Så hvordan kan et ønske om venskab og harmoni være andet end positivt?

For nyligt reflekterede jeg over, hvorfor jeg gerne ville være ven med min hest, og hvilke præmisser der egentlig lå bag. Hvorfor var det ikke muligt for mig ”bare” at anvende den som redskab, som jeg havde set så mange andre gøre, eller som minimum en gang i mellem forlange noget af ham?

Jeg ville gerne tilskrive det udelukkende etiske holdninger omkring udnyttelse af dyr (det har helt sikkert også noget med sagen at gøre) men det er ikke hele sandheden – det handler også i høj grad om, hvad jeg selv har med i bagagen, og hvad JEG har behov for fra dette venskab.

Inde i mig bor der nemlig en lille pige, der er grundlæggende bange for ikke at være god nok. Hun har svært ved at tro på, at hun kan være værd at elske, og hun er hele tiden på udkig efter tegn fra omgivelserne på, at denne overbevisning er sand.

Det gør, at der ofte i min relation til andre mennesker lige under overfladen ligger en stemme der konstant vurderer og evaluerer mig, om jeg nu i bund og grund gør mig fortjent til at blive anerkendt og elsket eller ej. Det gør der også i min relation til hesten – så dybest set er min interesse også, helt ubevidst, at hesten kan lide mig og vælger mig, for så betyder det jo at jeg er god nok i hestens øjne.

Men hvis hesten så en dag ikke gider, hvis han ikke kommer mig i møde på folden eller ikke har lyst til det jeg foreslår, så føler den sårbare pige indeni sig straks ramt i ikke at være god nok. Der skal meget lidt til, før hun føler sig fravalgt og afvist.

Det vil altså sige, at min værdi både som træner men mest af alt som ven afhænger af hvordan hesten reagerer den pågældende dag. Det kan han jo have mange grunde til at gøre, men selvom jeg tænker det, så er der alligevel en del af mig der ikke kan lade være med at føle sig grundlæggende ramt på sin værdi. Så hestetræneren og hestevennen gør alt hvad hun kan for at sikre sig, at alting er perfekt og i balance ALTID, men det er jo ikke muligt, og hver gang det så glipper så betyder det nederlag for det skrøbelige selvværd.

Og det skaber et forventningspres på hele relationen, som jo også påvirker hesten i og med at jeg så har en forventning om, at han altid skal kunne lide mig og være med på alt hvad jeg siger.

Han har slet ikke bedt om at skulle have den rolle i mit eget indre drama, og det pres er egentlig heller ikke rart for ham og bidrager mere end noget andet til at trække os væk fra hinanden, fordi relationen også bliver anstrengende for ham at være i.
Så hvad er det i virkeligheden der sker, når jeg føler mig afvist af min hest?

Han er bare til stede her i dette NU, og bekymrer sig ikke om, hvilke historier mine tanker skaber ud fra hans handlinger. Han gør det, han har behov for – hvis han er bange og anspændt og har behov for at få det ud af sit system, så løber han, Hvis han er frustreret giver han udtryk for det, hvis han er i balance er han afslappet og lever i det.

Hvis jeg er fanget i mine egne negative overbevisninger kan jeg blive såret eller vred over det og få det til at betyde en masse ting om mig.
Hvis jeg derimod formår at give slip og vide, at disse tanker og mønstre er ikke mig, de opstår bare i mig som følge af gamle forsvarsstrategier – så kan jeg være i relationen mere frit, og så opstår der en mulighed for et åbent møde.

Når jeg ikke længere er fanget i mine egne begrænsende overbevisninger, kan jeg begynde at se min hest sådan som han faktisk ER.

Jeg kan gå ind i et møde, hvor alt gerne må være der, og hvor både han og jeg er grundlæggende okay, både i et JA og i et NEJ.

Og det åbner op for en relation hvor energien kan flyde frit og hvor vi har mulighed for ærligt at udforske og vokse sammen – og hvor det ikke altid behøver se så pænt ud for at være godt nok, fordi vi begge har en grundlæggende ukrænkelig værdi bare fordi vi er til.

%d bloggers like this: