Psyke - Krop - Sjæl - Intuition - Ansvar - Følelser - Identitet - Roller - Bloringer - Frihed - Adfærd - Bevidsthed - Grænser - Kraft - Klarhed - Sammen - Isolation
Indersiden af heste & mennesker
Psykologi

Frihedskæmperens problem med det her…

Jeg tror de færreste som følger bare en lille smule med i det jeg laver, er i tvivl om at jeg har haft mit besvær henover årene med at finde de rette sko at være i overfor hestene … : er jeg hestens ejer? Er jeg hestens ven og IKKE dens ejer? Eller er jeg ligefrem frihedskæmper på hestens vegne?

Og indtil jeg forstod hvad det var jeg så i hestens situation – når den fik trense på, bid i munden – blev hevet afsted uden at blive spurgt om den ville med osv. ramlede jeg fra den ene position til den anden.

Men idag har jeg mere fred i sjælen, også i hver af de forskellige sko.

For noget af det som tovene, tremmerne og pisken, biddet, sporene og ja, træningen spejlede mig i var den smerte jeg SELV havde følt og oplevet i den måde hvor jeg havde skullet passe ind i andres billede af hvem jeg var og hvad jeg skulle være, gøre og vise frem i at blive set – og anerkendet.

I min opvækst var der flere for snævre kasser som jeg følte mig tvunget ind i. Dels var jeg en pige og min mor så helst bare den søde glade pige i mig. Den vrede, sure mudrede pige som tog i skole med nattøjet indenunder – hende var hun ikke meget for at opdage – men for mig betød det at jeg i mine mors øjne kunne være forkert – når jeg var mig selv. jeg var jo noget som ikke var godt – noget som jeg følte LIV i – men liv som i den formgivne tilpassede virkelighed ikke var okay. Og helt ubevidst gik jeg i oprør imod det liniere og det tilpassede – for livet i mig forsøgte at passe på livet i mig.

I min fars øjne kunne jeg ofte sagtens have været en dreng. Han sparrede mig mig som en dreng, lærte mig om strategi og om at være skarp mentalt omkring mine argumenter, og tage direkte imod ordrer uden diskussion – men han lærte mig også at jeg ikke skulle græde når noget gjorde ondt, at jeg var tough og stærk og at det at bide smerten i sig var en god ting – noget der skulle til for at overleve.

Måske kan du se hvordan en pige kan blive klemt herimellem? Skulle jeg være mors fine pige? Eller fars stærke pige? Og kunne jeg være rigtig for den ene uden at være forkert for den anden?

Mit eksempel er på ingen måde enestående. Der findes mange måder vi kan blive skilt ad og delt op i og blive puttet ned i kasser på. Og hvis du har bare en smule klaustrofobi ligesom mig – på at skulle være noget bestemt på en bestemt måde, så kan det være at du også er en af den der sådan helt sat på spidsen faktisk godt synes vi bare kunne slippe alle dyrene fri igen, grave vejene op og sætte ALTING fri….

Fordi du selv ved inden i hvad det koster at skulle være en andens noget – eller nogen bestemt.

VÆR DIG SELV.

I kærlig ånd Christina

%d bloggers like this: