HESTE SKAL IKKE PAKKES IND I VAT ELLER LEVE FULDKOMMEN UDEN FRUSTRATION ELLER KONFLIKT.

Det er ofte en sjov situation, når jeg beder en hesteejer om at vente på at hendes hest SELV får en ide om noget.

Fordi der ofte går lang tid hvis man beslutter sig for at vende bøtten på hovedet og fordi både hest og menneske er så vant til at mennesket siger hvad der skal ske og hesten så kun udfører dette!

Det passive leje som hesten er i er en vane for både hesten og for mennesket. Og jeg har oplevet mange hestefolk som hurtigt bliver usikre på hvad de så selv skal gøre når jeg beder dem om ikke at gøre noget andet end at vente på at hesten gør noget..

Og som stort set med det samme rammes af usikkerhed eller utålmodighed der nok grundlæggende bunder i en opfattelse af at hvis ikke vi beder hesten om OG vælger for den hvad den skal gøre, så får vi enten INGENTING eller noget vi ikke kan bruge til noget og som er uønsket fra vores side!

For os opleves det måske som at hesten står parat til os når den passivt venter på signaler og ordrer og det er let at gå ind og bede den om noget når udgangspunktet er at hesten forholder sig passivt og afventende uden at fylde noget med sine egne ideer.

Men har du nogensinde tænkt over hvad det mon gør ved en hest?

Trods det at det er absolut normalt?

Hestens indre livfuldhed og deraf vitalitet kan få problemer og det ses faktisk ret ofte. Desværre er vores hjem til heste i forvejen ofte meget lidt stimulerende for hestens hjerne. Og den faktor gør at hestene i forvejen ikke lever alle de andre 22 timer i tilpas nok stimulerende leverum.

Og når vores håndtering af dem så oveni kræver en fuldkommen passiv tilstedeværelse af egne impulser og ideer, ja så mangler der en masse LIV værd at leve for.

Der er, i hestenes hjem ofte ikke rigtig behov for at hesten bruger sin kognition særligt meget fordi den ofte står i en firkant som den kan overskue ved at se lidt til højre og lidt til venstre. Den behøver ikke engang bevæge sig for at have styr på alle hjørnerne eller enden af den verden som den har på sin fold. Men en sådan fold, og endnu værre, et liv for meget på boks, tilbyder så lidt simuli og udfordring at hesten ofte får psykiske problemer af det.

Heste kan udvikle angst ligesom mennesker kan. Og mange forskellige psykiske udfordringer og kompensations problematikker.

Hos heste er den primære sygdoms faktor for meget og for utilpasset – eller for lidt stimuli. Og situationen med for lidt stimuli er mere udbredt end du måske tror og ofte langt mere usynlig og snigende skadelig end de overvældende episoder som heste kan slå sig på.

Heste har brug for at operere i en interagerende omverden der tilbyder feedback på at den er her på sin egen måde. Det kan være fodersystemerne der er udfordrende men også flokkens sammensætning eller de opgaver hesten har med os.

I løbet af de sidste år har jeg flytte mig fuldkommen fra den opfattelse at det heste havde mest brug for var at slippe for så vidt muligt indre ubehag og konflikt.

At frustration var af det onde og noget vi skulle tilstræbe i høj grad at hjælpe hesten af med i sit liv. Men idag ser jeg anderledes på det. I min flok af 5 heste er der ikke udelukkende blomster og sommerfugle. Der er småkonflikter og der er nogle heste som ikke har en særlig god kemi imellem hinanden. Alligevel fungerer flokken rigtig godt!

Fordi der er plads nok til at hestene bliver naturligt både stimulerede og trætte af de krævende og store naturfolde de bor på og fordi der er plads nok til at blive jaget ud af flokken, i periferien uden at det betyder at man ender i hegnet – så miljøet kan rumme at hestene har konflikter, samtidig med at det er krævende så hestenes energi ikke KUN har selve konflikten at bruge al sin energi på. For det er bestemt heller ikke godt.

Men disse konflikter, som der er plads til, bliver dermed til feedback til den enkelte hest, der dermed får en større – bredde – af feedback end hvis flokken var udelukkende stille og harmonisk. Konflikterne, som ikke er i den skadelige ende af skalaen, bliver dermed til en stimuli faktor som kræver en vis vågenhed og mental og fysisk styrke fra de heste som bor i flokken.

Og styrke, psykisk og fysisk, udvikles kun når det er behøvet! Det er en essentiel faktor som det kan betale sig at prøve at tænke lidt over. Det gælder også for dig selv.

Det holder deres hjerner skarpe og nervesystemet top tunet! Og dermed også kroppene.

Af den grund er mine heste også i ret høj grad gode til at bearbejde nyt stimuli når de så tages med ud i nye situationer, fordi deres nervesystem i forvejen er i træning overfor at bearbejde data, kognitivt forstå situationen og ud af egen evne træffe beslutninger overfor det der sker.

Det giver ikke ret ofte et godt udfald bare at slå klik og tabe hjernen. Men hvis ikke heste befinder sig tilpas nok i krævende situationer hvor de kan lære hvordan de så skal vælge at gøre noget andet end at tabe hjernen, ja så udvikler de aldrig evnen til at styre deres egen mere instinktive respons på det der sker og på mere smarte måder.

Og så er det vi får lyst til at styre alt hvad de gør fordi en hæmmet hest så trods alt er mere fornuftig at håndtere end en deltagende men umoden reaktiv og over sensitiv hest er (som lever med for lidt daglig stimuli og udfordringer)

De bedste hilsner

Christina Viderup Eriksen, Livfuld Hesteterapeut