Psyke - Krop - Sjæl - Intuition - Ansvar - Følelser - Identitet - Roller - Bloringer - Frihed - Adfærd - Bevidsthed - Grænser - Kraft - Klarhed - Sammen - Isolation
Indersiden af heste & mennesker
Kontraster

Hvert eneste menneske er forfatter til sit eget liv men somme tider taber vi pennen…

Livet er mange, mange små og store selvfortællinger.
Fortællinger som mennesket fortæller sig selv om sit menneskelige liv
Og som den store sjæl bagved er publikum til.
Sjælen elsker sit personlige menneskes lærred uanset hvad…
Dramaerne. Eventyrerne. Tragiske fortællinger. Krimier…
Livet er mange, mange små og store selvfortællinger.
Gode og svære, pålagte og frivillige.
Overgiv dig til det.

For det meste kan vi selv vælge retning…

Hele livet er vi i gang med at leve små og store og korte og lange selvfortællinger. Vi er forfatter til vores eget liv.

Kan du lide at se film?
At læse bøger?
Har du nogensinde overvejet hvorfor i alverden du egentlig kan lide det?
At rejse ind i en historie og føle med i hvordan alting går for hovedpersonen? At blive ført med ind i et manuskript som folder sig ud for øjnene af dig uden at du kan påvirke historien?
Som sjælen der oplever dig når du maler dit liv frem på dit eget lærred?

Vores liv er gjort af oplevelser.
Sansninger som vi fatter til meninger og som vi danner fortællingerne ud fra. Måske opdager du lige nu at du faktisk kan lide den energi du skaber igennem din opfattelse af tingene? At du kan lide dit liv? Kan du?
Hvis du aldrig har tænkt over det før så prøv lige at tænk over det nu?
Kan du lide den energi du får skabt igennem alt hvad du vælger og gør og som sammenlagt oppebærer hele fortællingen af hvordan det er at være dig – så længe energien er i dit sind og i dine celler og i din hukommelse?

Heste er bare heste. Hvilken historie er der føjet til?

For mange år siden, da jeg var ung var jeg ramt af depression og jeg var ramt så længe, så jeg glemte hvordan livet var uden.
Min depression var ubehandlet og uopdaget fordi det startede ved et pludseligt traumatisk overgreb som i den efterfølgende chokfase rystede mig så meget at jeg på en måde mistede fodfæste i alle de historier om hvordan jeg var og havde været op til hændelsen.
Sådan kan chok opføre sig i mennesker.
Så vi mister alt det der var før.

Årene gik efter chokket og jeg levede i en daglig overlevelsestilstand og hvor det jeg overlevede var svære stemninger inden i.

Især følte jeg fravær af håb.
Håbløshed.
Som er en utrolig stærk og svær drage at kæmpe imod hver dag. Inden i.

Håbløshed og en gennemgående tristhed.
En følelse af at alt i livet blot var midlertidigt og umuligt at regne med eller bygge noget på fordi det ville forsvinde inden længe. Jeg ville tabe min fortælling. Min energi.
Jeg var ramt på min evne til at bevare historierne.

Over årene blev jeg så vant til at mine egen psyke kollapsede til dette indre værens-sted langt under nulpunktet så jeg stolede ikke på den bærende fornemmelse af at eksistere som andre sunde og robuste mennesker lever med. Som en selvfølge. På fortællingerne…

At man vågner – har muligheder for dagen, man går i gang – er glad for det der går godt og måske sur over det der ikke går som planlagt og så går man træt og dejligt brugt i seng om aftenen og forventer at vågne til den samme mulighed i morgen.

Sådan er det ikke med depression.
Sådan er det ikke når psyken er ramt.
Så kan man ikke regne med noget som helst og man kan blive noget så utroligt irriterende på velmenende folk der ikke forstår den slags.
”Jamen hvis du nu prøver at gå igang med at gå nogle ture. Du får det jo heller ikke bedre af bare at være hjemme. Hvis du nu bruger dine penge mere fornuftigt, så bliver dit liv godt. Hvis du nu spiste en kiwi og noget hvidløg og en masse andre antioxidanter og tog en snaps hver dag så tror jeg du kommer ovenpå igen. Hvis du nu tager med mig på ferie eller på weekend eller med på cafe så bliver du glad – det gør du! …
Hvis jeg nu bare liiige hjælper dig lidt her…”

Irriterende.

For andre mennesker forstår ikke at der ikke er nogen fortælling man kan sætte i gang inden i og gøre god. Der er ikke noget energi i systemet som kan sættes ind i en positiv bevægelse med noget kaffe eller is eller en shopping tur eller en ferie eller nyt tøj eller en uddannelse eller ny bil eller…. og som ender med et afkast man kan være glad for.
Det er præcis mulighed for at regne med afkastet der er brændt over.
Hvis man putter noget i beholderen, så falder det lige neden ud igen og det bliver så utroligt trættende helt dybt ind i hjertet at skuffe andre igen og igen. For man har ikke noget valg om at holde op med det.
Når man først sidder i en depression, så ved man at det er sandt.
Men man er også den eneste der ved det, hvis andre ikke har prøvet det.

Man kan godt tro at man ved lidt om hvordan det er at være kollapset psykisk, hvis man er nær med en depressionsramt. Det er trods alt også træls og hårdt og tungt at være pårørende til den der er ramt, men det gør man vitterligt ikke. Man kan ikke vide hvordan det er uden at man har været der. Det er umuligt at forestille sig.

Jeg ved heller ikke hvordan det er at være afhængig heroin misbruger selvom jeg sagtens kan finde på at tænke at man måske nok kan holde op hvis bare man får noget hjælp…

Men jeg ved intet om det indre i et menneske som er afhængig af heroin. Jeg ved ikke hvordan trangen føles. Hvor intens eller forstyrrende eller smertefuld den er. Jeg aner det ikke. Slut bum.

Når man er depressionsramt, så har psyken taget over. Den historie man har mulighed for at fortælle når man vågner om morgenen, den er allerede lagt fast og stemningen inden i er urokkelig. Man kan ikke løbe fra den!
Det er ikke den syge der bestemmer over den stemning.
Eller som holder fast i den med stædighed.

Er man helt almindelig så har man en chance for at gribe ind i sit liv og korrigere noget hvis det føles forkert. Man kan gøre noget uanset om man så er bevidst om det eller ej. Og uanset om man tror på man har den slags medbestemmelse og ret til at skabe sit liv som man vil, eller at man ikke tror på det, så kan man faktisk gøre noget. Endda hvis man sidder virkelig meget fast og ikke tror på sin egen-autoritet i livet – så er det stadigvæk ikke det samme som at være ramt af en depression.

Jovist kan livet skisme da være træls. Dårlige ting kan ske og man kan brænde op i intense svære følelser. Sorg. Fortvivlelse. Vrede. Rådvildhed. Desperation. Som man så kommer over. Eller videre fra.
Men en depression… Nej.
Den opstår og forsvinder ikke igen som normale følelser gør.

Med en depression så fortælles historien på en bestemt måde som man er fanget i at opleve og man kan måske ikke umiddelbart finde ud af hvor historien kommer fra.

Det er ligeså mærkeligt som hvis alt mad pludselig fra den ene dag til den anden blev til rugbrød med stegt lever på for øjnene af dig. Og andre ville kigge spøjst ja måske endda chokeret på din mad og sige – øh hvad sker der lige der?! Hvad har du gjort?! Og studse længe hvad der foregår, sammen med dig og fra afstand. Virkelig blive ramt af undren ja måske også noget uro over ikke at kunne forklare hvad der sker. Måske sende sagen ind til nogle eksperter som vil spørge flere andre eksperter om hvordan det kan ske. Men uanset hvad, så er det stegt lever på rugbrød for dig morgen middag og aften og det bliver bare ved og ved og ved og ved.
Det er ikke sådan følelser opfører sig når de opfører sig normalt. Enig?

Tilbage i 2012 gik jeg for alvor i gang med at bevæge mig ind i det eller i de chok jeg bar på fra min ungdom og jeg begyndte at få hjælpe til at forløse de mange svære oplevelser fra mit følelseskartotek. Mit historielager. Og stille og roligt begyndte der er at kunne strømme mere og mere lys ind i mig.

Hesten er bare en hest – Hvilken historie er der skrevet omkring den?

I flere år gik den overordnede opgave for mig ikke ud på at lykkes med at skabe en fortælling om en ung kvinde der gik efter en drøm og tog sig en spændende uddannelse og som sejrede og lykkedes.

De år hvor jeg så mine jævnaldrende skolekammerater og min kæreste og mine fætre og kusiner lykkedes i disse historieskabelser, der knoklede jeg hver eneste dag med at håndtere min eget indre ballade ved at takle at stå op om morgenen og gøre de ting jeg var nødt til at kunne klare.
Bedre og bedre.
Langsomt kom der et håb ind i mit liv. Altså bærende energi. Noget at stå på i min grundtilstand. Ikke bare sådan fra den ene dag til den anden – måske mere over et par år.

Et par år til bare at begynde at få håb…

Ja tålmodighed er bare lige en gigantisk ekstra udfordring man kan tage oveni hatten hvis man har en depression og man mister fodfæstet og ryger i opgivenhed mange gange og når det sker, så synker man igen ned i skam over at man ikke fungere normalt for satan da…

– men over tid og hvis processen er på de rette skinner, så bliver man stærk i tålmodighedsmusklen – man vokser i rummelighed og begynder at udvide sig som menneske ud i nogle af de styrker som sjælen har i sig. Sjælen der er langt større end det menneskelige ego der ikke kan holde til tingene.

Hvis du stadigvæk skulle være i tvivl om hvor meget håb fylder i det her med depression så kan jeg fortælle at det er håb – altså tillid til at det begynder at bære, som giver pladsen til at skabe noget med mening.

Og håbet begyndte jeg hurtigt at gøre brug af.
Man kan ikke beskylde mig for at have trukket tingene i langdrag for hvis det kunne gøres hurtigere noget af det, så ville jeg bestemt have opdaget det og udnyttet the Hell out of it!

En af de ting som nok hjalp mig her, var at jeg levede mine dage sammen med heste, og heste opholder sig ikke så meget i selvfortællingerne. De kan ikke rigtig holde på dem. Men de kan skabe energi lige her og nu med det samme og hvis de har det godt, så skaber de energi hele tiden.
Hej der kommer du jo, gensynsglæde energi. Og hej din grimme fjendehest derovre gå væk energi som man kunne grine lidt af.

Hesten er en hest – også uden en historie omkring den.


Heste er i nuet og idet jeg var så ramt på min selvfortællingshukommelse at jeg ikke huskede stort set hvem jeg var eller havde været – så fungerede det her og nu felt ret godt for mig.

I andre sammenhænge prøver man at lave noget lignende set up og kalder det mindfulness men for mig ville der ikke være en nok fangende energi i en meditationspraksis – jeg skulle føle noget i samspillet, skabt i øjeblikket som det hele tiden blev med hestene.

Det var umuligt at skabe det her og nu samspil med andre mennesker omkring mig fordi de ville se og mig straks ville deres indre hukommelses fortælling om hvem er var og hvordan jeg havde det – have fortalt alt hvad der ville være værd at vide og mødet ville være låst fast i forudindtaget hed.

Det er der ikke noget ondt i. Det er bare sådan vi er vi mennesker. Netop fordi vi lever så meget i og igennem fortællingerne. Og nogle gange slet ikke ret meget i nuet.

Men min hukommelse var ramt – hestene var ligeglade og derfor skabte vi møder hele tiden som blev til næring for mig. Det var helt uden at overdrive, grundlæggende det jeg levede af!
Psykisk.

En hest i en bestemt type energi, uden en fortælling om den.

Så da håbet begyndte at indfinde sig – altså en mere bærende energi som jeg kunne investere i ja, så greb jeg om chancen på en næsten febrilsk måde. Jeg må sige at jeg godt forstår maniens funktion til det bipolare menneske der tipper fra depressionen og over manien og der, endelig får sine kræfter igen og noget energi at leve af! Hold op hvor jeg forstår hvorfor psyken gør sådan!

Jeg vil ikke sige at jeg var manisk, men jeg levede ekstremt optaget af at få så meget som muligt ud af hver eneste dag. Og udefra set så det sikkert intens ud. For jeg skyede ikke mange midler for at gå de veje jeg følte jeg havde brug for at gå.
Forskellen var at leve – og at dø. Psykisk.
Og det ER da intenst!

Det var meget stressende også.
At banke så meget energi igennem systemet hver dag, fordi idag kunne være den sidste dag at gøre det i hvis håbløsheden vendte tilbage!

Idag lever jeg ikke ekstremt intenst. Men jeg lever!
Jeg kører dæleme dulme ikke rundt i ting i mit liv som jeg ikke gider at køre rundt i. Nix. Leve rummet er kostbart og der er afgørende ingen grund til at sejle det væk i ligegyldige ting.

Og jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg er LYKKELIG.
Hele vejen rundt!

En er bare gået med ud i vandet og synes noget om det… En anden gør det samme men vil også gerne fortælle en historie til kameramanden om .. Noget.
Et dobbelt liv?

Jeg har også fået indarbejdet mere balance i de kræfter jeg lever med inden i men et spor for forrige tider viser sig stadig i mellemrummene. Jeg kæmper f.eks. stadigvæk som en gal med at gå i seng om aftenen.
Jeg har så eminent svært ved at vælge at nu skal jeg så bruge mit kostbare liv MED håb på at – sove det væk?!

Det er svært for mig for at berolige livsappetitten, også selvom jeg bliver træt – proppen til håbet sidder fast nu og energien fosser jo ikke ud længere! Og jeg har bare lyst til at fortsætte og fortsætte og fortsætte med at få noget ud af hver eneste dag, også selvom den slutter…

At noget slutter er stadigvæk svært…
For måske begynder det så aldrig igen..
At være båret af håb og have energi i sig.

Selve arbejdet med at træne mig selv i egenomsorg og i at finde min seng i tide om aftenen er også et resultat af traumer – og depression. For sammen med depression og det psykiske kollaps opstår også en vældig uorden i det hele. Der er jo intet som er givet med sikkerhed længere.

Andre mennesker har energi til at gennemføre en simpel morgenrutine som at stå op, få tøj på, spise morgenmad, rydde væk efter morgenmad, gå i gang med dagens gøremål. Det kræver ikke noget. Det gøres bare.

Men sådan er fortællingen ikke hvis man er depressionsramt. Måske kommer man slet ikke ud af sengen. Måske går der en uge før man kommer i bad. Måske står der opvask fra flere dage for så ikke at tale om vasketøjsbunken.

Det er simpelthen uoverskueligt og det er det fordi der er et stort hul midt i det psykiske kollaps hvor al livsenergi fosser ud. Der er mindre end tomt i ressourcekammeret. Der er underskud. Som om kroppen bare kapitulerer og psyken følger med. Det er umuligt at gennemføre simple opgaver som andre mennesker har som vaner de ikke rigtig tænker over!

Manden og hesten – og den fortælling som den er blevet en del af.

Nu, efter flere år på benene og med fundament under min psykiske og fysiske energi, er det stadig en evig opgave for mig at holde orden i hvordan jeg klarer mig igennem dagen. Men jeg har energien til det!
Jeg oplever ikke længere håbløshed.
Som i så godt som aldrig!
Og hvis jeg gør, så husker jeg mig selv på at også almindelige mennesker bliver ramt af håbløshed når de bliver udkørte. Så måske skal jeg virkelig bare se at få mig puttet i seng, nu!

Jeg elsker mit liv.
Og jeg spilder det ikke væk.

Jeg ved at hvis ikke jeg gør det jeg elsker (som er at elske lige præcis de mennesker jeg har i mit liv og at have heste og at fortælle historier om det jeg oplever og at hjælpe andre mennesker med at bevæge sig igennem deres mørke) ja så begynder jeg at mangle livsenergi. Så lukker livet sig foran mig.
En del af min opgave er at orientere mig imod det jeg har lyst til og det er vigtigt for mig. Det har en pris ikke at gøre det. Ikke at rette livsenergien fremad. Ikke at vove springet og turde kærlighed og at spire ind i de smukkeste fortællinger som virkelig rører mig.

Og min livsenergi – min begejstring, den kan bare ikke vækkes hvis ikke jeg sørger for at gøre det jeg føler for. Hver dag.
Jeg skal holde kontakten til de fortællinger jeg har fundet om mig selv som menneske, at jeg er stærk, at jeg har gået igennem et solidt mørke, alene og fundet vejen. At jeg ved hvor mine ben er og hvor jeg vil have de skal være fordi jeg vælger hvor jeg vil stå og gå fra mine egne styrker.
Hvis ikke jeg mærker de sjælelige kræfter jeg har fået fat i som dødeligt menneske, ja så mister jeg en del af den skønhed jeg finder i den særlige historie det er at have fundet en vej igennem det mest umulige.

Når alt kommer til alt, så er min menneskelige historie nok en kulisse for den her type fortælling for min sjæl, der spiser popcorn inde bagom det hele og høster alle erfaringerne af mine oplevelser.

Min begejstring, den nysgerrighed jeg nu har fået tilbage – det er den jeg lever af, psykisk.

Det er en helt ekstrem stor opgave at vende tilbage til livet efter psykisk sygdom, chok og traumer og det er dæleme ikke noget man bare gør over Night! Man kan være så absolut dikteret ind i sygdommens præmisser og være fanget der! Og mennesker som ikke har prøvet det har absolut ingen anelse om hvad det er man er oppe imod.
Så helt og aldeles absolut IKKE.

Jeg har lyst til at fortælle alt det her fordi jeg netop i dag blev ramt af den pudsig tanke at hele vores liv er fortællinger vi sætter i gang og lever i og af og som vi sommertider stopper med at fortælle for derefter at gå i gang med at fortælle nogle andre…

Historier.

heste pyntet med nogle fortællinger…

Jeg fortæller historien om at være Tommys kæreste på 5. år… Måske en dag hans kone hvis vi ender med at turde det… Om at være pigernes mor siden spiren i maven i 2005. Livs mor. Mias mor. Og om hvordan jeg er mor på to forskellige måder overfor hver især af dem. Jeg fortæller også historien om at være selvstændig. Boss i min fucking egen virksomhed hvilket gør mig sindssyg stolt af mig selv. Det er også en af de historier jeg hver dag står op til og ønsker at fortsætte med at fortælle og som IKKE bliver ødelagt af håbløshed. Jeg ville ALDRIG have en jordisk chance for at fortælle den historie hvis jeg havde bare en snert af depression der bed sig fast i mig.

Så ville den fede følelse slet ikke kunne nå sine kraftfulde højder og blive skabt, fordi hullet i den depressive grundtilstand ville tømme energibeholderen så meget ud for energi at en fornem tilstand som stolthed så bare er for langt oppe på en alt for høj hylde til at det kan lade sig gøre at få fat i den.

Vi har alle mulige fortællinger i gang hver eneste dag og vi lever af den energi som vi skaber når vi bygger disse fortællinger. De væver os ind i bekræftelse på at vi er levende og at livet er virkeligt.

Det værste en tilstand som angst kan gøre, er netop at afbryde denne energi-ophobning af fortællinger der er igang og så brase det hele sammen med en overdøvende frygt der på et splitsekund fjerner hele den verden man lever i. Kontrasten imellem at lave liv og for så at tabe alt liv lige der på et øjeblik, som i et lynnedslag… Det gør os generelt usikre, for hvad er det lige der sker med det hele? Bare sådan på et øjeblik?

Det sunde menneske har stærke fortætninger af deres historier. De har måske aldrig sådan rigtig for alvor prøvet andet end at de med stor rimelighed kan regne med de fortællinger de lever i, er sikre.
Der er ikke et “på den anden side af livet” perspektiv som spøger i erfaringerne.

Og derfor er der meget tryghed. Der er meget ro. Og der er sjov og smukke perfekte højtider og hjem og ferier til spændende eventyrlige destinationer. Der er fine store planer med det hele og smukke resultater. Der er diplomer og lykkelige ansigter og børn der ikke mangler noget.

Den fortælling når jeg aldrig at fortælle. For det første fordi jeg bærer et “det der på den anden side af livet” ar som kræver noget ekstra af mig hver dag for bare at klare hvad der er almindeligt og fordi der er svært at kende til livets skrøbelighed overfor noget som ukontrolleret som skæbnen. Noget menneskers psyke ikke så godt takler, at have smadret illusionen om at man kan have kontrol over tingene.

Men jeg har efterhånden gode historiefortællinger igang. Både som mor, som familie og personligt.
En af de fortællinger som gør mig lykkelig, er vores romantiske kærlighedsfortælling. Tommys og mig. En historie vi skaber sammen hver dag i en blanding af sødme, tryghed, tillid, kærlighed, spænding, lyst og en dyb nysgerrighed for hinanden.
En af de bedste historier jeg nogensinde har været med i. Og som vi bevarer og giver liv til. Dag efter dag efter dag efter dag.
Udefra set kunne man også bare sige at vi har et godt forhold – men i virkeligheden er det en langt mere omfattende indsats at skabe den energi, som vi har sammen. Det er ikke noget vi kommer sovende til.
Vi kender efterhånden vores kærlighedsfortælling så godt, fordi vi har skabt den sammen i så mange dage, uger, måneder og år efterhånden – at vi kan føle energien i den selvom vi befinder os langt fra hinanden.
Også selvom vi befinder os flere dage og langt fra hinanden.
Det er vi begge to ret stolte af.

Vi er enige om at vi kan lide den fortælling vi er i gang med at skabe og vi har lyst til at fortsætte. Vores energi kemi matcher stadigvæk og selv efter 5 år med mange stier vi hver især har været ude af så lykkes vi stadigvæk med at få skabt de mest fantastiske møder og dem værner vi om.
Vores romantiske fortællinger.

Når man har prøvet at være ramt sådan helt ind i nerven af evnen til selv at kunne fortælle og skabe og bygge på sine egne livshistoriefortællinger, så kan man få en sær indsigt.
En indsigt som ikke helt passer ind i mainstream opfattelse af hvad livet er og hvordan det bare lige skal leves.
Fordi man kan pludselig se at på den ene side kan mennesker skabe fortællinger som vi kan tro fuldt og fast på og på den anden side kan disse fortællinger brase sammen ved et simpelt “uheld” – hvis skæbnen vil det.

Vi er skrøbelige uanset hvor stærke vi tror vi er. ALLE kan rammes af skæbnen og ingen er usårlig.

Men disse personlige fortællinger og mål og resultater, de betyder alt for den enkelte. Vi vil gå så uendelig langt for at lykkes i vores egne drømme – vores fortællinger. Vi vil somme tider forsvare dem med vores blod hvis det er prisen…
Men når man er blevet ramt og det hele braser sammen – ja så går verden bare videre uden at man er en del af den længere.
Som om det ikke betyder noget for verden.
For det gør det ikke.
Ikke for naturen. Ikke for livet der stadig pulserer i alle sine forbindelser i alt hvad der ellers er levende.
Man går fra at være vigtig – til at se hvor lidt vigtigt det er om man er her.

Og i det lys bliver det en sær oplevelse at fortsætte med at se alle andre mennesker, som ikke har fået fjernet sin skaberkraft og sin verden vel at mærke, virkelig tro på at det er det den er. Deres verden.

Mange ting tror mennesker på. Især i vores utroligt trygge del af verden. Vi tror fuldt og fast på alle de rettigheder vi kender til. Vi forventer at de bliver brugt til vores fordel og vi bliver stødte og fornærmede hvis nogen kommer til at behandle os på en måde som ikke yder os den værdi vi selv føler vi har.
Vi tror på at vi har lov til at forfølge vores drømme og stræbe efter mål der får det til at gibbe i andre af respekt når man træder ind af døren.
Vi forventer at det er virkeligheden – at verden er sådan og når først man er ramt i livsnerven af skæbnens voldsomme sværd så virker den opfattelse utroligt naiv og forkælet.

Men har ikke forholdt sig til uforklarlig uretfærdighed. Til frihedsberøvelse af sit eget sind. Eller af sin krop. Eller af muligheden for at sige sin mening. Man aner ikke at man kan blive ødelagt og føle sig ude af stand til de mindste ting. Man er ikke blevet mørnet af livet.

Man står strittende og naivt i solen som et forårsgrønt spirende græsstrå uden at vide at der altså bliver vinter om 6 måneder og så er det hele slut.

Man går ekstrem meget op i sin egen selvfortælling. Og man vil komme først, være bedst, stå højest på skamlen. Man vil have beundring, være særlig, huskes af alle andre og se stoltheden i deres øjne.

Man vil ikke kritiseres. Man vil ikke plettes til. Man vil ikke finde sig i dårlig behandling eller uretfærdige mennesker. Man klager sig højt op i træerne hvis ikke man kan få sine drømme indfriet og det hele føles som den største selvfølge. Som en selvfølgelig ret til at lykkes!
Der må ikke falde skygger over ens præstationer og hvis der gør, så er det en katastrofe. Tror man.

Men nej det er det slet ikke.
Det er bare en fortælling der får en svær klang.
Man kan starte en ny.

Når man så ser livet fra skyggen og på egen krop og sjæl erfarer indefra at bunden kan ryge ud af det hele og at alt kan blive ødelagt og i så lang tid at der ikke rigtig er mere tilbage af noget – ja så bliver man faktisk en lille smule mindre krævende.

Både af sig selv men også af hele verden.
Hvad er der så at kræve i virkeligheden?
Hvad er så egentlig vigtigt?

  • Er det ens image?
  • Er det at have de rigtige venner?
  • Den rigtige bil?
  • Den rigtige krop?
  • At bo i det helt rigtige kvarter?
  • Den rigtige uddannelse?
  • De rigtige billeder i fotoalbummet?
  • Det rigtige porcelæn?
  • Korrekt sølvtøj til den fine middag?
  • Er det at man hele tiden er på vej til at blive “mere værd som menneske” i kraft af finere og finere titler?

Hvad er egentlig vigtigt så?
Hvor vigtig er historien?
Hvilken form for værdi / energi skaber den?

Og der må jeg på en måde bare takke hele mit lange sygdomsforløb, mine traumer og tidligere tiders voldsmænd og alt håbløsheden for på den måske mest hurtigste måde at mørne mig så meget at jeg ikke spilder resten af min tid på bling der ikke er vigtigt.

Det er ikke vores titler (og jeg er jo chef – boss – selvstændig – uddannelsesleder husker du nok) vi tager med os i graven eller over himmelbroen – eller som er næring for mennesker. Hvis vi kun lever af det, så sulter vi altså.

Det der fylder hjerterne med mening og næring er den komplette fylde og alle farvenuancerne i den energi vi skaber sammen med og omkring det og dem vi elsker.

Når og hvis vi får lov af skæbnen.

%d bloggers like this: