HVAD SKAL DER SKE NU?
Se indad.
-Siger mange lige nu hvor der ruller hoveder indenfor dansk ridesport på vegne af hestenes manglende velfærd. Det er tid til at reflektere. Siges der.
Men hvad betyder det egentlig?
1. Ærlighed.
Det første nødvendige man må gøre er at turde være ærlig. Hvis ikke overfor hele verden så overfor sig selv.
Ligesom hestene skjuler deres smerter i så vid et omfang de kan, så skjuler vi mennesker også vores smerter. Særligt de følelsesmæssige. Og særligt overfor os selv.
Der hvor vi kommer til kort overfor hesten er som regel der hvor vi kommer til kort overfor os selv. Det betyder at vi begynder at famle os frem uden en ordentlig indsigt i konsekvenserne af det vi laver. Vi kender måske ikke andre veje og hestetræning er en svær kunst.
Det kan være svært at være ærlig udadtil overfor andre. Fordi det er sårbart.
Men en endnu mere besværlig afart af ærlighed er den der skal vendes imod os selv når vi reagerer lige der hvor vi er på usikker grund. Og det er så svært som det er, fordi lige netop det psykiske grænseland har en evne til at gøre os blinde for at vi er i problemer.
Vi kan ikke i for fulde gardiner gøre mennesker ansvarlige for hvad man begår af handlinger når vi prøver på at få ender til at nå sammen som ikke vil nå sammen. Og grunden til at vi ikke kan placere en ordentlig omgang skyld her, er at det er en kollektiv menneskelig manglende modenhed.
Vi har ikke lært at håndtere det her endnu. Ikke gennemgående. Og ikke i nogen særlig udbredt grad.
I stedet går vi i affekt. Mister evnen til at være sensitivt følsomme for andre og os selv og i det spor kan vi gå langt ud i brutale handlinger, uden at ramme en indre stopklods. Og hvorfor gør vi så det?
At vi mennesker ofte begynder at mase med tingene når de ikke vil nå sammen af sig selv udspringer til dels af en biologisk forsvars respons imod den utryghed der opstår når vi ikke har nogen løsninger – og at der samtidig er en forventning om at vi skal løse det.
Vi er pinligt i en oplevelse af inkompetance samtidig med at det ikke er okay at være inkompetent.
Det er en kollision af følelser.
leverer jeg det jeg skal her?
Andre forventer jeg kan klare det her.
Hesten forhindrer mig i at nå mit mål med vilje (vredens udlægning af ting)
Er jeg svag hvis hesten “vinder kampen”?
Der er mange penge på spil.
Det er mit ansvar at kunne klare det her.
Det er pinligt hvis jeg ikke kan klare det her.
Jeg får problemer hvis ikke jeg kan få styr på det her.
Og hesten er den som står i vejen.
Vi ser ikke længere os selv eller vores handlinger i et klart lys, fordi der er et indre pres hvor vi kræver af os selv at vi skal lykkes. Og hvor der også kan være andre der kræver det af os. Vi føler os nødslaget til at handle. Og der er ingen ære i at floppe. Ingen ære i at ikke-levere. Ingen ære i at give op.
I kamp mod hestene eller imod det som vi vil have ændret, arbejder vi selv fra en tilstand som beror på en masse ufrivillige følelser og det er her vi går over grænserne med vores heste.
Og når vi har gjort det ofte nok udvikler vi en tolerance for at krydse den grænse.
Og så skubber linjerne sig…
Og så står vi her nu.
Og er blevet rigtigt opdaget i dét, af omverdenen.
Men alle mennesker har begrænsninger.
Alle mennesker har noget de er gode til og noget de er mindre gode til.
Forventningerne er høje. Men er de realistiske? Er de reelle? Har vi forstået det fundament vi kan bygge noget på når det kommer til heste? Deres behov, adfærd, signaler?
Vi tror vi har en ide om hvad det er vi gerne vil se. Men selv i det regnestykke er der masser af fejl uanset hvilket niveau man er på, fordi vi gennemgående mangler en bredere viden om heste, fysiologi, Passende interaktion osv.
I mange grene af sporten dyrkes udtryk og egenskaber hos heste frem under træning, som i bund og grund er problematiske. Man overser signalerne om konfliktadfærd, stress og smerte hos hestene.
Der er altså for det første problemer med nogle af de mål vi går efter.
De skal undersøges, studeres og laves om.
Men selv hvis målene så var gode for hestene, ville vi stadigvæk have problemer, hvorfor?
Fordi der jo altså er to parter i et samarbejde imellem en hest og et menneske.
Og det er ikke kun målet for hesten der skal laves om.
Vi har også meget at lære om os selv.
Som sporten er nu knokler vi altså imod at realisere mål der er problematiske i sig selv.
Og det faktum at de er problematiske kommer netop til udtryk ved at der opstår alle de her “dårlige momenter” som vidner om at der er een part i dansen som ikke altid har det godt.
Men lad os så sige at vi kendte til det gode mål og vidste hvordan det skulle se ud.
Hvad gør man så når tingene ikke ser ud som vi gerne vil have dem til at se ud.
Hvis hesten gør modstand (og på den måde giver os en fejlmelding der er hæftet på proceduren), hvordan ender vi så midt i det mentale billede vi ønsker os? Det vi sigter efter?
Og hvis man er professionel og ligefrem lever af at levere disse resultater? Hvad gør man så?
Der er mange gange et hulrum imellem de to ting.
Det mentale billede og den virkelige virkelighed.
Fordi det er svære ting vi beskæftiger os med!
Men ikke desto mindre er det faktisk netop dét hulrum som skal udforskes og “vendes” men med en venlig tilgang og med øje for trivsel og arbejdsglæde for både heste og hestetrænere.
Mentalt kan vi måske se det for os, det vi ønsker. Men at få det til at opstå i en praktisk fysisk følelsesmæssig verden i samspil med andre levende selvstændige væsner som vi ikke har kontrol over – er et helt andet og større regnestykke som hovedet alene slet ikke kan få styr på.
Og hvad så når vi ikke har løsningerne selvom der et mentalt billede af “det rigtige”?
Hvad gør mennesker lige dér?
Ja historien har vist os at vi generelt holder krampagtigt fast i det mentale billede og begynder at slås imod os selv eller den ydre virkelighed. Og imod hestene. For der er hele tiden et pres indefra om at realisere en forventning. Vi er bange for at være fejlbehæftede.
Nogle har et indre system der får dem til at gøre et eller andet! De tyr til HANDLING. Andre går i stå og bliver usikre. Føler sig afværget og handlings lammede. Hvilket giver en indre følelsesmæssig smerte.
Og det er lige præcis her vi alle sammen vil have stor glæde ved at begynde at tale om det helt rette tidspunkt til at reflektere og se indad.
Og til at være ærlige.
Og hjælpe hinanden med at kunne være dét.
Men vi skal mere end det.
I vores kultur er der ikke en særlig opøvet evne til at være VENLIGT ærlige overfor os selv eller hinanden. Så selve muligheden for at stoppe op og se indad har trange kår.
Men hvordan gør man så egentlig det?
1. Skridt: How to do it
- Anerkend at du ikke har løsningen lige nu.
Overvej om du først og fremmest er venlig overfor dig selv når du står her i grænselandet imellem det du KAN håndtere indenfor rimelighedens grænser- og så det du IKKE kan. Vær bevidst om at når du ser din hest ser anderledes ud end du kunne ønske dig, så er der noget i udforskerlandet som du ikke har fundet og opdaget endnu. Tag det som en invitation til undersøgelse og ikke som en farefuld advarsel om at lige om lidt, så bliver du dømt hårdt og brutalt. Og vend det ud af også, og ret den samme rummelighed mod andre hestemennesker der pludselig står med ingenting i udforskerland. En kulturændring skal løftes i flok.
Du har tid nok til at gå på opdagelse i det.
Du behøver ikke at nødhåndtere hesten hvis ikke det er en faktisk nødsituation.
Stop op et øjeblik. Træk vejret.
Det er en svær kunst det du er i gang med og det er grunden til at du ikke har nogle lette løsninger ved hånden lige nu.
Prøv at blive nysgerrig i stedet for. På jer begge to.
Hvad oplever min hest lige nu?
Hvad fortæller den mon mig?
Og hvordan står jeg lige og har det?
Hvad har jeg brug for lige nu? - Stop Kaos.
Det er med os selv som det i virkeligheden er med heste.
Vi har brug for en god timing.
Og timing er noget der passer ind på det rigtige tidspunkt i rytmen.
Når der er kaos er er ingen rytme.
Så stop kaos!
Man stopper kaos ved ikke at føre mere energi ind i balladen. Stop op. Træk vejret. Overvej om situationen er ført for langt ud over det i har kompetancerne til på nuværende tidspunkt. Og hvis det er virkeligheden så gå tilbage til et sted i kender og har styr på.
Bare stop kaos hurtigst muligt.
Stop også kaosset i dig selv ved at vende din opmærksomhed og energi hjem til dig selv i stedet for at fiksere et stift blik på hesten. Så du er “ude af dig selv”.
Mærk dig selv og accepter de følelser som har været med til at skabe kaos.
Lad støvet lægge sig. - Anerkend følelser.
Udvid over tid din fortrolighed med at være sammen med dig selv i netop de følelser som opstår undervejs. Også de besværlige.
Vores menneskelige karakter vokser igennem modning af vores evne til at håndtere blandt andet følelser – imens vi får erfaring og håndterer livet.
De indre følelser i mennesker (og dyr) kommer fra et vigtigt meddelelsessystem som har brug for at nå igennem til den der styrer showet. Altså til dig.
Når vi ikke vil lytte til dem og lade dem være en del af det der fortælles om den situation du er i – så kommer kaos langt hurtigere og vi mister en masse vigtig information om os selv og om hesten.
Det er okay at have følelser. Og det er okay at reagere.
Men vi bør stoppe med at afreagere på hinanden og på heste.
Vi afreagerer når vi ikke har udviklet en “container” evne i os selv til at rumme vores egne følelser. - Vær bevidst om pres.
Begynd at gøre det til en vane at tjekke ind med dig selv og bevidstgøre om du er under pres og i så fald hvor høj en grad af pres du er under.
Når mennesker presses for meget er det sundhedsskadeligt og afføder reaktioner som ikke er i balance. Vi mistrives. Lige som det gør sig gældende for heste i træningen.
Pas på dig selv og gå væk fra situationer som presser dig urimeligt. Det har du lov til.
Der er kun dig til at passe på dig så det er en vigtig ting at kunne.
Gennemgående er der hos mennesker en manglende sans for værdighed. Vi kan nemt finde på at se mål, præstationer, penge, succes som værende vigtigere end et levende liv.
Vi vil derfor allesammen blive udsat for at møde mennesker der ikke formår at passe på os i deres forventninger henimod at realisere et mål.
Og løsningen er i langt de fleste tilfælde kun i vores egne hænder.
Det er et lettere skridt at tage at være den som vælger at passe på sig selv – end at prøve på at lave omverdenen om.
Hvis vi mere og mere siger fra overfor at lade os misbruge af andre vil der hen af vejen komme et kulturskifte i det også.
det er ikke sandsynligt at de mennesker som lægger det største pres på andre og ikke har en følsomhed overfor andres smertetærskel, bliver dem som ændrer kulturen mod det mildere.
Det er langt mere solidt hvis vi selv tager det ansvar i egne hænder. Eller beder om hjælp til det af noget som kan låne os lidt beskyttelseskraft hvis det føles for svært.
Dyr såvel som mennesker kan bearbejde stimuli og lære ting indenfor et vist omfang af pres. Herefter vil vores instinktive beskyttelsessystemer tager over og så er der ingen kontrol over læringsprocesserne længere og “udviklingen” kan let blive til en afvikling og hvor det som afvikles er ting som at man kan mærke sig selv, at kroppen kan regulere sig i forhold til belastninger og ikke ryge i kronisk stress. Tryghed. osv.
Er du overvejende i en tilstand af god forudsætning for læring?
Eller er du under kronisk eller periodevis for høj en grad af pres?
Den eneste direkte overførbar følsomhed for heste er nødt til at komme igennem en indre følsomhed som også gælder os selv. Hvis vi er hårde ved os selv vil vi være tilbøjelige til at være tilsvarende hårde ved andre. Og en eller anden grad af smerte er således produktet. Og ikke udvikling, kunsten eller en voksende glæde.
At ridesporten er hård ved hestene, er et direkte produkt af at vi mennesker er hårde ved os selv. Og hinanden. Det er vores manglende evne til at være sammen med følelser og forstå hvad de vil os og håndtere hvordan og om vi accepterer pres, som gør at presset bliver for stort på hestene. Og fører til ufølsom brug.
Jeg påskønner at der lige nu er et opbrud i rideverdenen.
Fordi jeg ved at hestene har lidt i lige så mange år som jeg har været i deres verden med mennesker.
Jeg anerkender det er voldsomt lige nu.
Og at det rammer mange som et chok, at reaktionerne er så store og heftige.
Jeg har ventet på det chok.
Og jeg er selv blevet ramt af det tidligere i mit liv – fra en hest der sagde fra overfor min ufølsomhed og som fik mig til at lægge min stil om.
At det hele lige nu bliver til stormvejr, er et produkt af at en masse pres ydes imod ikke at ville være sammen med de følelser der opstår. Og af at ansvar og skyld skubbes væk eller placeres på enkelte mennesker, instanser og organisationer. Selvom vi som mennesker jo bærer vores samlede ansvar i fællesskab i vores grad af udvikling og modning og mangel på samme.
Det hele eksploderede i dët sekund hvor ikke-hestefolk fik indblik i hvordan det foregår i vores hesteverden. Først da, blev det hele kastet ind i et klart nok lys. Fordi mennesker uden forventninger til heste eller ryttere reagerede følelsesmæssigt oprigtigt på det de så blive gjort imod heste.
Det gør ondt på uinvolverede mennesker at se heste blive sparket med pigge på hælene, pisket til striber, blødende ud af munden. Fikseret med liner. Og at mennesker som befinder sig i den arena også har et hårdt liv og ikke trives. Udefra ser det selvfølgelig langt fra bæredygtigt ud. Og lige nu låner vi hestefolk omverdenens øjne. Vi får set os selv i et objektivt lys. Fra meta perspektiv.
Og det krymper vi os ved.
Det er fuldt forståeligt.
Vi skal nok lande det hele sammen når tiden er moden til det.
Men lige nu er vi først og fremmest nødt til at gøre plads til alt det som vi har fortrængt at ville se.
Og det er sådan ændringer sker.
Når tiderne skifter sker det ofte på baggrund af et sammenbrud.
Det sker når tingene ikke kan akkumulere mere pres og bryder sammen af sig selv.
Det er ingen herre over. Det er en naturlov der regulerer ubalancer.
Vi har alle ført brænde til det bål der brænder lige nu, igennem vores liv. Ud af uvidenhed og fra begrænsninger i vores karakterudvikling. Vi står på skuldrene af generationer før os som også førte brænde til dét bål. Vores efterkommere vil fortsat skulle arbejde videre med resultatet af ting vi har gjort. Intet menneske skal bære hele skylden her. For den har sin helt egen historie som dybest set handler om menneskets udvikling fortsatte udvikling.
Forandringer som kan udspringe af det vi oplever nu, tager mange år fremover at få implementeret. For det skal komme fra mere og mere venlighed. Mildhed. Indsigt i følelser og behov. Vores egne og andres. Hestenes. Og ikke kun ud fra et mentalt billede af hvordan vi tror det skal se ud.
Vi har meget vi skal lære i praksis.
Og vi har ikke haft det før.
Og fordi vi ikke har haft det før, har vi derfor heller ikke haft det inde i os selv i mødet med hesten.
Lad os stå sammen om at løfte det hele til et langt bedre sted at være, for heste og mennesker.
De kærligste og mest fortrøstningsfulde hilsner
Christina Viderup Eriksen.