I 2016, da jeg tager den første mentor uddannelse, husker jeg tydeligt det var min elskede hest, BraveHeart, som sendte mig afsted.

Efter jeg faldt af ham i 15 og fik piskesmæld, har jeg haft en frygt for ham.

Jeg elsker ham helt dybt i mit hjerte og han er min sjæleven og terapeut, men frygten sad i min krop, så snart han bare vippede med et øre var jeg sikker på han ville slå mig ihjel..

At tage uddannelsen og få noget terapi, gjorde, at jeg fandt ud af at jeg reagerede sådan pga min opvækst.

Jeg har arbejdet med det de sidste par år og for ikke mere end en lille måned siden, skete det magiske ️ jeg var ikke længere bange for BraveHeart.

Jeg føler ikke han vil slå mig ihjel. Og jeg TØR at sige nej til ham, og Jeg TØR, at ville bestemme. Det var et stort problem, for ville jeg bestemme og han ik lystrede, kunne han jo ik li mig osv, og ville slå mig ihjel, sagde mit system. 

Det er en vild følelse, pludselig at føle sig stærk, og tage ansvar og lederskab.

Når man altid har føjet alle andre og ikke følt ret til at have en mening og leve.

Nu, har jeg bestemt at jeg vil have overbygningen. Og holy s… hvor det ryster mig.

Noget i mig vil springe fra fordi jeg ved jeg vil blive bange, utryg, fjumre rundt med hestene og føle mig uduelig. Og det skræmme mig at skulle se frygten i øjnene!

Og samtidig, så brænder en ild, en gnist der vil UD! Den vil tændes og næres og ikke længere være lukket nede.

Den vil brænde!

Det driver mig og jeg VED det er fordi den næste hurdle i mit liv, lige præcis er at bryde fri fra min egen frygt! 

Og det vil kræve jeg stepper op og tager lederskab – over MIT LIV!

Jeg glæder mig enormt, selvom jeg også er så hamrende nervøs. Men jeg har lært at når jeg bliver det, og samtidig mærker gnisten, så er jeg på rette vej ️♥️


Sanni og BraveHeart

Skrevet af Sanni