MÅSKE ER DET PÅ TIDE AT VI LIDT FORLADER VORES BEHOV FOR HELE TIDEN AT LEDE, STYRE – FØRE HESTEN?

Synet af et menneske der trækker afsted med en hest er både et dejligt syn og for de fleste af os, og også et dagligdags fænomen.

Mennesket, så et tov imellem os og så hesten roligt, traskende bagefter.

Men er det nu også så godt som det hele ser ud til at være? I hvert fald sker der ofte det når vi trækker afsted med hesten og derved fører den rundt, at den bliver passiv.

Den går formentlig med, uden det store drama. Men også uden den store deltagelse i situationen. Det kan være den lige skeler til noget som den passerer det, men hvis den er “godt trænet” så vil det ikke påvirke den synderligt.. Og heller ikke påvirke den til at ændre kursen bag ved mennesket.

Problemet med situationen er hvis den her psykiske position er generel gennemgående i hestens samspil med sit menneske. Hvis hesten generelt “går passivt” bagved de guidnigner den modtager fra sit menneske.

Problemet med det er at hesten ikke egentlig oplever noget igennem den situation. Dels fordi hestens hjerne har lært at undertrykke egne impulser af interesse, fordi det kan medføre korrektion fra mennesket, for det meste som ubehag. Et ryk i tovet, en irettesættelse.

Når heste skal bruge deres kognitive kapacitet på at styre sig selv og undertrykke det liv der ellers strømmer igennem den, styret af hestens mere spontane og frie opmærksomhed der bevæger sig derhen hvor hjernen finder det mest nødvendigt eller stimulerende – så kan det få en skadelig effekt på hestens psykiske sundhed.

Af den grund, og fordi vi mennesker virkeligt ikke har mange “vinduer” – i hvornår vi lader hesten operere frit sammen med os, Ja så er den hæmmende og undertrykkende tilbagevendende øvelse med til at lukke ned for hestens vitalitet desværre ofte skadelig.

Det svarer lidt til, hvis vi styrede vores børn med en overskyggende konsekvens pædagogik og kun interesserer os for at forme børnene efter vores egne ideer. Ala børn skal ses men ikke høres. Der er faktisk ikke den store forskel.

Og ligesom den tilgang er skadelig for børn så kan den være det samme for heste. Men vi har faktisk muligheden for at gøre det modsatte også. Og hjælpe hesten til at opleve noget især ved at hjælpe hestene ud af deres liv bag hegn og mure og ud i verden på en måde så de får lov til at gå på opdagelse i den.

Det kan være ved at interessere sig meget for at lytte efter hvad hesten mon har lyst til på dagen og så støtte muligheden for det så vidt det er muligt.

Det kan være ved at lade hesten være løs i ridehuset så længe den interesserer sig for at undersøge det og bruge ex bunden til at rulle sig, men også ved så at hjælpe den ud af hallen og tilbage ind i stalden når den melder ud at det er det den så har lyst til.

Det kan også være ved at sørge for at hesten får lov til at undersøge ting på tur og stå og se på ting indtil den er færdig med det.

Når først heste finder ud af at de er sammen med et mennesker der virkelig prøver at lytte til dem, så begynder de meget mere at udtrykke hvad de har lyst til.

Og så er det bare mere og mere at følge op på de invitationer fra hesten og så lære at finde sig i at ridning er en sådan slags oplevelse også; At vi deles om at få ideer og deles om tiden og pladsen i at få dem udtryk.

Hesten vil ofte selv byde ind med højere tempo når den har lyst til det og omvendt også bevæge sig langsommere hvis den har brug for det eller har lyst til det for langsomt nok at kunne undersøge nye ting eller omgivelser nøje nok.

Det er jo hesten der bedst ved hvad den interessere sig for.

Hvad mon du kan gøre for at sætte din hest mere fri til livet i sig selv?

Og hvilke tanker vækker dette skriv i dig omkring dit eget liv med din hest? Og din hests liv med dig?

De bedste hilsner

Christina Viderup Eriksen, Livfuld Hesteterapeut