Nogle øjeblikke kan, være svære at beskrive og gengive med ord, så det fanger den essens og stemning, der er i det øjeblik, hvor alt andet ikke eksisterer, end blot at være lige her med hesten og dit inderste jeg.

At komme dertil, at kunne opnå dette med en hest, er ikke noget der kommer af sig selv, at opnå at kunne være der, kræver din fulde opmærksomhed og indgående bevidsthed omkring både hesten og ikke mindst dig selv, for at udefrakommende støj ikke forstyrrer, for at opleve det unikke, i det rum der trædes ind i – også kaldet THE GOLDEN ZONE.

Forud for dette for mig, helt specielle møde, er historien den, at jeg havde håndteret denne store hest flere gange, og oplevet hans adfærd i forhold til, når han blev taget ind og skulle børstes.

Hans reaktioner på at blive håndteret, når vi stod på staldgangen og ikke kunne være i ro, til at starte med, at finde motivationen, med foder og berøring og gentagelser, at indrømme overfor mig selv, at jeg var på udebane, at føle mig ”lille” i mere end en forstand, jeg skulle lære at håndtere en hest, med en adfærd, der krævede af mig, at jeg skulle have vist, af Christina, hvordan jeg skulle forholde mig, hvad jeg skulle gøre, til hvordan han fandt, så meget ro, til at kunne være sammen med mig, i den overspænding han befandt sig i.

Jeg følte på et tidspunkt, en utilstrækkelighed, som jeg ikke lige, var bekendt med, at alt hvad jeg ellers havde i ”hesteværktøjskassen”, ikke var tilstrækkeligt til, at opnå en connection med denne hest, at jeg blev udfordret på mine evner, ramte mig umiddelbart, og overraskede mig lidt, men i dette øjeblik, skete der også et gearskifte, som ændrede min tilgang og omgang med heste.   

Mit sidste møde med denne smukke hest, der havde skulle præstere til konkurrencer og skulle være på, til at være den han er i dag, en hest med et lidt slukket blik, en hest der er udfordret i sit livsfelt, som der lader sig dirigere, og flytte rundt af foldkammeraten, gik jeg ud og mødte på folden, og selvom det var et stykke tid siden, vi sidst havde set hinanden, fulgte han villigt med.

Det blæste en del, og det var tydeligt, at det påvirkede ham, han føltes større, end jeg huskede ham, idet jeg både så og mærkede hans overspænding.

Vi gik ind i den lille hal, og for at afhjælpe spændingsniveauet, fik de foder som afledning, hvilket fik ham til, at komme længere ned på frygtskalaen, og vi befandt os på et niveau, hvor vi kunne kommunikere, hvor jeg kunne begynde, at nå ham.

I den tid, hvor vi var sammen inde i hallen, oplevede jeg mig selv, uden at tænke over det, håndtere og observere, denne stolte smukke hest, med det slukkede blik, som uden at tænke over det, og som det naturligste i verden, stille mig til rådighed, for at give ham trygheden, til at slippe den spænding, der stadig var tilstede i ham.

Jeg var tilstede i nuet, jeg var der for ham, med alle mine sanser, med en åben og inviterende tilgang, jeg mærkede efter, hvornår han havde brug for at gå med mig, temposkift og retningsskift, for at motivere ham, til at ville gå med mig, fornemmelsen af, at han fulgte mig, af lyst og motivation, og ikke fordi han følte sig tvunget, at han søgte og ville mig.

Jeg lagde hænderne på ham, samtidigt med, at jeg lagde mit hoved indtil hans krop, og koncentrerede mig om min vejrtrækning, om at få trukket så meget luft ind, og følelsen af at være i live, og at videregive ham liv, så der kom liv igen, i hans smukke øjne, med det lidt livløse blik, at jeg så ham som den han er, og ikke for hvad han kunne.

Jeg befandt mig i en tilstand, af at instinktivt give med hjertet, at bare være sammen i den tilstand, at være på en fælles frekvens, uden at han skulle yde, et motiverende empatisk møde imellem hest og menneske, hvor der lige der opstår det, som er så magisk, og uden at jeg var bevidst, om hvor vi havde bevæget os hen sammen, for vi var bare tilstede i nuet uden forbehold, og lige der, så jeg ind i hans øjne, hvor der nu var kommet liv.

Når jeg ser på, hvordan jeg via LIVSKOMPASSET har udviklet mig i dag, er der sket det, at jeg har opnået den kompetence, det er, at kunne skrue bevidst op og ned, for mig selv, at stille mig selv, til rådighed, i forhold til den hest, jeg er sammen med, og være bevidst om det, det er så stort, at mærke, at give fra mit livsflowfelt, at give energi og bruge min energi, til at videre give liv. Jeg oplever at, jeg er kommet i kontakt med, en anden side af mig selv, en mere dyb og sansende, hvor jeg opnår samklang, imellem mit hjerte og hjerne.

At kunne videreformidle og bruge LIVSKOMPASSET som et arbejdsredskab, i forbindelse med at arbejde med heste og at give dem friheden og muligheden, for at vise hvem de er, når vi ser og føler dem med hjertet

NÅR VI GIVER FOR AT GIVE OG IKKE GIVER FOR AT TAGE

.