Psyke - Krop - Sjæl - Intuition - Ansvar - Følelser - Identitet - Roller - Bloringer - Frihed - Adfærd - Bevidsthed - Grænser - Kraft - Klarhed - Sammen - Isolation
Indersiden af heste & mennesker
Psykologi

Psykologi: Derfor har mange ride og konkurrenceheste ikke en ven i deres rytter

Man kan også vænne det om og sige at derfor har mange heste som er ven med deres mennesker heller ikke et ambitiøst eller udfordrende ridehestejob.

Heste er parate til at lave venskaber og danne relationer med mennesker. Men ofte har hestemennesker svært ved at rumme ridehesten og vennen i hjertet samtidig. Så tingene splittes ofte op i enten det ene eller det andet og det man vælger bliver til en skabelon, en identitet som hestemenneske.

Den ene hest er en ydende tjener og et redskab for rytterens fornøjelser og præstationer, imens vennen kræver noget helt andet; nemlig ligeværdighed, nysgerrighed på den anden, at man anerkender betydningen af den anden (og bevarer den) og gør sig umage selv for at være en god ven for den anden.. Det er krævende på en anden måde end når man knokler for at blive en teknisk motorisk dygtig rytter.

Og det er to meget forskellige måder at se hesten på.

I mødet med en underviser, der jo ofte ikke har noget venskab med ens egen hest, ja der bliver hesten ofte set som redskabet. det er egentlig naturligt nok for underviseren danner jo ikke venskab med alle heste han eller hun møder.
Som hesteejer er det meget let at komme til at tabe venskabet i den situation og det sker ret automatisk grundet vores psykologi.

I spejlingen fra underviserens syn på ens hest.
Vores eget væsen registrerer ubevidst hvordan den anden ser og ikke ser vores egen hest. Vores følelser føler ubevidst forskellen. Hjertet mærker ubevidst forskellen. Og det at mærke forskellen er kodeordet her. For vores eget system kan ikke mærke på noget uden at træde ind i samme indstilling. Det er sådan spejling virker. Og vi kan på den måde træde helt ind i spejlingen, ganske ubevidst – eller ved at at kende sit eget system så blot iagttage den følte forskel og lade det være det – uden at træde helt ind spejling.

Når vi træder ind i spejlingen (som vi altså ikke helt kan undgå da det som sagt sker ubevidst) så kan vi både få noget nyt foræret – men også tabe noget. En god underviser forærer os nye perspektiver, ny viden – nye fornemmelser som vi så kan arbejde på at gøre til vores egne.

Den automatiske spejling fra en underviser er altså en god ting når det er udviklende, det vi får overført som læring, men det kan også være at man i spejlingen taber gode elementer som man allerede selv er bærer af. Fordi det andet menneske ikke lige bærer disse aspekter i det pågældende øjeblik. Gode ting som eksempelvis venskabet til hesten.
Som træneren eller underviseren ikke har.

Hvis vi ryttere træder helt ind i spejlingen og derved også mister venskabet til hesten i situationen, så klipper vi en stor bid af hjertet til hesten.

Der kan nævnes mange eksempler på dette som fx. når rytteren afreagerer frustration eller ærgrelse på hesten med et piskeslag eller et hug med sporerne fordi et mål udfordres.

Men hesten – venskabet belastes i det sekund det sker.
Set fra den præsterende del er det ikke så vigtigt men set fra den indre ven som vi alle har i hjertet ja, så er det ikke så godt. Og hvis hændelsen huskes bagefter og ikke tilsløres af en præstationsmæssig “praktisk glemsel” så vil det aktivere en dårlig samvittighed som hører med til det at påføre andre smerte. Den dårlige samvittigheden er god. Men besværlig.
Og den er ofte i vejen for præstationen.

I ridehesteverdenen takles dette ofte ved at aflære samvittighed over tid.
Ryttere vænnes til at være mere voldsomme og hårde. Små elever på rideskolen får piske i hånden og lov til at slå hesten i frustration når tingene ikke virker. “Giv den en i rumpen når den gør det der!” er en almindelig sætning. Ridelæren ser ofte ikke selv vennen i elevhestene og har derfor ikke vennehjertet med i sit arbejde.

Så det vennehjerte vi alle sammen startede med at elske heste med skrumper langsomt mere og mere ind og ofte uden at vi helt lægger mærke til det. I stedet kommer præstationen til at stå forrest.
“Hvad kan jeg drive det her til”?

I min verden er det ok at være ambitiøs og at skabe præstationer og nå mål og forme noget. Også sammen med heste. At være kreativ, viljesfast, have styrke i udvikling er en del af vores menneskelige natur. Og ikke helt ukendt for heste. De har også en vilje som de bruger aktivt til at få det de vil have med. De fleste heste holder af et godt fysisk stykke arbejde hvor kroppen arbejder korrekt. Og de kan lide at blive mentalt stimuleret. Der er altså mange nyttegørende fællestræk som kan bruges til noget godt!

I den modsatte grøft opstår så hestehippierne.
Venskabs vogterne. Hestemennesker som for alt i verden ikke vil komme på tværs af hesten eller gøre noget ved hesten som den ikke har lyst til.
Det betyder tit at hesten aldrig rigtig får et arbejde.
At den aldrig rigtig bliver bedt om at gøre noget bare fordi den skal.

Det har sin egen magi at være i et så vidt muligt frit samvær med heste og mange heste går rundt med et rekreations behov hvor netop det her er medicinen; at få lov til bare at være hest – og at have åbne, sanselige følte møder med omsorgsfulde mennesker der finder interesse i relationen alene.
De heste der er for præstations ramte brænder ofte psykisk ud og dør lidt inden i. Og er der noget som smerter et hestehippiehjerte er det synet af disse slukkede heste. Og med god grund!

Her virker spejlingen nemlig også at det gør ondt at få indblik i den andens indre mistrivsel især når det er en man virkelig elsker som man jo gør med hesten når venskabet er det helt centrale.

Jeg kan anbefale at prøve at rumme begge dele i hjertet samtidig. At turde arbejde imod et mål og forme noget med hesten (det gør faktisk ofte noget godt i tamhesten som jo mangler naturens vilde udfordringer – at arbejde og blive stimuleret mentalt og fysisk) – og samtidig have venskabet med. Holde den ambitiøse del af én i ørene så den opfører sig ordentligt men samtidig at turde lægge noget svært ind i samværet, noget der kan arbejdes med og udvikles og formes.

Det er som sådan ikke spor svært at huske sig selv på at bevare hesten som ven i hjertet samtidig med at arbejdet gøres, når man ved at denne opsplitning kan ske. Det er blot en simpel påmindelse man må give sig selv når tingene skrider.
I sporten betyder det rent praktisk ofte bare at man skal sørge for at give tid nok til hesten og ikke presse noget igennem som hesten ikke er klar til.
Vi mennesker har tid nok på jorden! Hvad er det vi skal nå?..
Hvis man synes man ikke har tid nok, så er det fordi man er kommet til at sætte en urealistisk forventning op som hesten ikke kan være i.
Eller som man selv ikke helt kan opfylde.

Det er ganske almindeligt at komme foran virkeligheden på den måde, det sker faktisk hele tiden fordi sindet skaber film i hovedet og ved hvad det vil nå frem til men sindet er bare ikke altid klar over hvordan det så rent faktisk skabes i den virkelige fysiske verden, og slet ikke imellem præstation og så et venskab der pludselig inviterer en hel anden part med ind i drømmens udførelse.

En drøm kan opstå på et splitsekund i hjernen og udforme sig lige så hurtigt. Virkeligheden er anderledes! Men det er her i virkeligheden at livet leves. Sørg for at gøre det til en god oplevelse for dig selv og for din ven.

Kærlige hilsner
Christina Viderup Eriksen
EquineTorch Mentor uddannelse
Hestemennesker.dk

%d bloggers like this: