Psyke - Krop - Sjæl - Intuition - Ansvar - Følelser - Identitet - Roller - Bloringer - Frihed - Adfærd - Bevidsthed - Grænser - Kraft - Klarhed - Sammen - Isolation
Indersiden af heste & mennesker
Adfærd

Psykologi: Det personlige rum er noget du selv skaber indefra.

DET PERSONLIGE Rum. Hvad det er og ikke er.

På en workshop for nogle dage siden kom vi ind på emnet personlige rum. Et begreb som vist stammer oprindeligt fra natural horsemanship?

I hvert fald har det noget at gøre med hvornår man føler sig invaderet af andre, på en fysik / psykisk måde.
Altså hvornår andre opholder sig indenfor eller udenfor ens intime rum.

Det personlige rum er altså en ring af privat værensrum som vi alle har i større eller mindre grad og som bringer os i stand til at føle tilstedeværelsen af KUN MIG i mit eget felt på jorden hvor jeg står.

Heste har også en slags, større eller mindre personlige rum. Især overfor nye ukendte heste og mennesker.

Hvis hestene er glade for hinanden og trygge så kan de opholde sig meget tæt op af hinanden. Så ser det næsten ud til at det personlige rum som sådan ophører.

Hvis det er heste som ikke kender hinanden så godt eller hvis det er heste der ikke har en super kemi, ja så vil et møde indenfor det personlige rum, kunne udløse mere instinktive reaktioner så som impuls til at flygte eller ligefrem impuls til kamp.

Der ses ofte på folde med hjørner, mange heste og ofte udskiftninger og det ses mindre i fastetablerede flokke.

Når vi mennesker træner med heste har vi også forskellige behov og smag for hvordan det personlige rum er.
Hvis man har meget rutine i at håndtere mange forskellige heste så ligger det sikkert på rygraden at man har en favorit afstand/nærhed i forhold til hesten og som man føler sig sikker med samtidig med stadigvæk at kunne have føling med tingene.

Når jeg går rundt blandt mine egne heste så har jeg kun et behov for en rimelig stærk fornemmelse for grænse imellem mit bevægelsesrum og hestens bevægelsesrum hvis:
Ting foregår i fart
Hvis jeg har brug for at kunne se hesten i sit arbejde fra en vis afstand
Eller hvis jeg man mærke på hesten at den har brug for at kunne bevæge sig frit og uhindret af min krop fx når jeg træner noget der kræver meget balance og koordinering for hesten.

I de daglige pasnings opgaver har jeg ikke som sådan en opmærksomhed på grænserne imellem mig og mine egne heste.

Men somme tider giver hestene udtryk for at jeg er for tæt på, særligt hvis jeg står i vejen for en vej de gerne vil gå eller hvis jeg er for meget omkring særligt hovedet af dem og er lidt for meget i pussenusse hjørnet når de ikke er.

Jeg har ikke længere fokus på personligt rum som det oprindeligt blev brugt indenfor natural horsemanship, hvor hesten kan “begå fejl” som skal rettes, ved ikke at respektere mit personlige rum.

Jeg kan sagtens finde på at flytte mig for min hest og gøre det de beder mig om for at DERES fornemmelse for intim zone er itakt. I min optik er det ligeværdigt. The law of love 💗
Og tilmed ofte sådan de bedste venskaber imellem hestene fungerer.

Hvis jeg arbejder med en reaktiv og meget levende småvild hest som endnu ikke kender rammerne eller sine opgaver, så kan jeg mærke på mig selv at jeg så har behov for lidt større sikkerheds mæssig afstand, så det etablerer jeg blot. Altid uden kamp.
Måske ved at arbejde helt løs med hesten hvis det er en super spring kåd hyp ☺️

I gamle dage (og måske stadig?) gik snakken meget på at heste tester menneskers rang i hierarkiet ved at stjæle af vores personlige rum hvis de kunne komme til det..

Det gav dengang en berettigelse til at sementere vores enerådige magt overfor hesten og kræve lydighed igennem mere rufleagtige og voldsomme metoder, fordi så var hesten jo per definition ude på ballade som vi bestemt skulle sætte en stopper for, ellers var det jo OS der blev sat ned i hierarkiet.

Den opfattelse kunne selvfølgelig ikke rigtig gøre andet end at tegne et billede af hesten som et væsen man skulle ind og etablere et forhold til igennem en forudgående magtkamp. Jeg kan ikke forestille mig større dræber for det gode makkerskab lige at starte med at nedkæmpe den anden og mest have øjet for den potentielle fjende i hesten..

Tolkningen gik nok for langt..

Selve det givtige i at kunne etablere 2 særskilte sikre og frie bevægelsesområder i samspillet til hesten, et til mennesket og et til hesten, kunne være blevet ved det. Men dominanstanken gled med indover. Og gjorde noget naturligt forekommende, skævt.

For hvis hestene beder hinanden om at flytte sig så kan det godt spidse til ja, indtil en af dem så flytter sig.
Men når vi skruer bissen på overfor dem så kan hesten jo ikke vælge helt bare at gå? Der er jo ofte som et min. et hegn? Måske et tov? Måske endda et bid.
På den måde forhindres det naturlige i rent faktisk bare at fjerne sig fra en der beder om det. Og det er mærkeligt for heste.

Ofte ender det i en form for apati/ indre konflikt/tillært hjælpeløshed/

Ja.. Det at skulle være tæt op af en person, hest som menneske, som man ikke kan lide at være tæt op af.

At have en afbalanceret mental indstilling og en roligt kropsudfoldelse ved siden af os mennesker skal læres hen af vejen på en tydelig letforståelig, venlig og så vidt muligt fredelig måde.

Nå men tilbage til workshoppen.

Vi fik en snak om hvad man kan gøre hvis man har en hest som ofte ender med at bumle ind i een og trampe rundt med sine fødder det samme sted som man har egne fødder, og jeg hører ofte mange øvelsesmæssige forslag til at få dannet det personlige rum.

Altså at køre processen over på noget 3.
Men for mig er øvelserne sekundere.

Og den indre selvfornemmelse det centrale.

Først og fremmest handler det om hvor god en fornemmelse vi har indefra i os selv, om vores eget indre rum.
Kender jeg mit eget rum?
Kan jeg FØLE forskel på når det er i fred og når det er ufrivillig delt med andre?
(Hvis du svarer ja til det, så er næste spørgsmål HVORDAN kan du mærke det?)

Hvordan er min kropslige og eller følelsesmæssige reaktion eller tolerance overfor utilsigtede indbrud fra andre? Heste som mennesker?
Og hvordan med de tilsigtede?..

Hvad sker der egentlig i mig når mit rum bliver delt af en andens tilstedeværelse – en som jeg holder af?

Hvad er mit behov for ex fysisk afstand til hesten for at føle mig sikker i min egen krop?
Når hesten er på hjemmebane?
På udebane? I tilspidsede situationer?
Er jeg sårbar fysisk?

Der blander sig altså både nogle fysiske og psykologiske aspekter til det, med succes at kunne anvise de to bevægelsesrum, adskilte, men ikke totalt fjerne for hinanden.

Man skal vide hvor meget plads man har brug for.
Lege med at undersøge hvad der er komfortabelt for en. Og lege med at mærke efter hvordan det føles når det IKKE længere er komfortabelt. Uden at straffe nogen for at få den type erfaring 😉

Dernæst skal man kunne gøre sig selv klar på at ville sige hvad man vil have.
Og DET kan nemlig være en psykosocial prøvelse og udfordring for mange mennesker! Så kommer vores inderste væsen nemlig i spil.

Altså at man både tror på sin ret til at bede om noget og tror på (og ikke mindst mærker) sin vilje til at kunne følge op på også at få det man beder om.

Dernæst skal man kunne holde fast i sin beslutning uanset hvor mange gange man skal gentage sig selv og altså ikke falde for hverken tvivl på sig selv – frustrerende afmagt (der er en blanding af frygt og kamp som opstår ud af hvordan situationen TOLKES) eller at opmærksomheden giver op, disciplinen falder og man holder op med at lægge mærke til når tingene skrider….

Og igen bare taber rummet.

Der skal altså en hel del indre og helt naturlige kræfter og psykologiske personlige finesser på arbejde når sådanne to selvstændige bevægelsesrum skal findes, etableres og bevares i flow og balance.
Og mange af disse aspekter af mennesket kan have sår og svære aftryk og umodenheder.

Man kan være bange for at fylde noget. Bange for at stå ved hvem man er. Have mistet sin følelse for ret til at være her. Man kan være bange for følelserne i det. Bange for at hesten synes man er træls og forlader en med sin kærlighed. Bange for at hesten tager det hele af een og bliver psykisk eller fysisk farlig for ens sikkerhed eller integritet hvis ikke man bekæmper den før den får bekæmpet en selv..

Alt sammen menneskelige aftryk. Påført af, båret af og følt af mennesker – som så projicere overpå hesten eller ind i samspillet med hesten.

Historisk set tror jeg at skylden for de udfordringer som der kan ligge bag det at etablere et personligt rum overfor heste, er blevet givet til hestene.

Og dernæst forsøgt kamufleret i en påført magtkamp (som egentlig har været med vores egne “fortidens spøgelser” og aftryk)

For vores “personlige rum struktur” har VI jo med til mødet med hesten! Det der mangler fra vores kerne og det der er svært inden i os, er ikke noget de skaber i os.

%d bloggers like this: