Ved du hvad en projektion er?
Eller hvorfor det er interessant at kende til projektioner?
Hvis ikke så læs med her:

At projicere er et psykisk fænomen som vi alle gør i større eller mindre grad. Når vi projicerer bruger vi vores tillærte følelsesmæssige opfattelse af verden – til at skabe forventelige forudsigelser af nye situationer.

En projektion er når man selv har en bestemt opfattelse af en situation eller person – men overfører opfattelsen over på den anden. Så man tror den anden mener, føler, tænker, handler ud fra og synes det man faktisk selv ubevidst syntes.

Når noget er ubevidst er man ikke klar over at man gør som man gør.
Projektioner udspringer altså fra det endnu uopdagede, inden i os selv og har derfor til at begynde med ikke rigtig noget med omverdenen at gøre.
Men omverdenen bliver nu “taget med” ind i ens opfattelse af situationen.

Fx. hvis man selv synes man ikke er god nok og har et lavt selvværd -. ja så kan man overføre sin egen opfattelse af sig selv over på at man tror andre synes det samme. Det er det der kan gøre at man føler sig usikker sammen med andre mennesker. Man tror at andre mennesker gør en usikker, men faktisk gør man sig selv usikker på baggrund af allerede indlærte følelsesmæssige prægninger.

Usikkerheden man oplever er der altså ikke nødvendigvis fordi andre rent faktisk har noget imod en og tænker dårligt om en – men fordi man ubevidst er bange for den opfattelse man selv har af sig selv. (Og som man har fået fordi…?)

Så hvorfor er det interessant at kende til projektioner?

Fordi uden at kende til dette er man på en måde underlagt en masse ubevidste indre følelsesresponser (der bygger på tidligere ofte negative oplevelser med andre mennesker) – og som opstår uden at man har indsigt til at kunne stille spørgsmål ved dem og undersøge dem nærmere.
Og det betyder at man automatisk tror på alt hvad man føler.

Man kan altså leve i verden som i et ekkokammer af tidligere sårbare og svære aftryk i ens egen selvopfattelse. Og tro på at verden ser en sådan.
Udover at det giver et følelsesmæssigt overarbejde – ja så gør det også livet svært og man kan have svært ved bare at være tryg og sig selv sammen med andre.
Der er hele tiden en masse indre vurderinger igang som man enten frygter andre også gør imod ‘en – eller som man er overbevidst om at andre gør imod ‘en.

Det er stort set altid projektioner der ligger bag konflikter og følelsesmæssige misforståelser imellem mennesker.

Måske har du hørt at verden spejler hvem man er?
Med det menes der faktisk at verden reagerer på hvordan du opfatter dig selv. Altså på dig som du er – såvel som på dine projektioner.
For hvis du nu som eksempel er usikker på dig selv, fordi du har en problematisk indre selvopfattelse – ja så vil den fremtoning også få konsekvenser og ses i det modsvar omverdenen så får på dig.

Nogle mennesker vil gå væk fordi din usikkerhed spejler dem deres egen indre usikkerhed og det føles utrygt. De kommer altså til at “forlade dig” og vælge dig fra og bestyrke din negative ubevidste opfattelse af dig selv.

Andre tager den plads og kraft og den fylde som du selv giver fra dig i din egen indre underminering – og virker pludseligt netop som en grænseoverskridende overmagt der kan skade dig hvis deres opfattelse af dig pludselig bliver negativ. For så har de jo al den kraft i deres meninger som du tror du mangler styrke til at kunne forsvare dig imod det.

Og nogle ser dig som du er og ser også din sårbarhed i din egen selvopfattelse – men tager ikke over der hvor du har viget fra din ret og plads og går ikke væk fordi de ikke selv frygter sårbarhed men i stedet kan rumme dette.

Men selv her kan en ubevidst projektion gøre tingene svært fordi “spejlet” i kraft af den anden, nu møder og derved giver plads til sårbarheden som den er – måske kan sætte ord på noget, måske støtte følelser som du troede du selv ikke udstrålede – og derved hæve, hvad der for dig er ubevidst – til en mere intens og bevidst oplevelse af tingene. (Som jo i deres rod er svært at være med, fordi det er en svær negativ selvopfattelse som driver projektionen).

Følelserne blottes altså pludselig. Ved at man bliver set og rummet.

Et sådant møde har et healings potentiale for den dybe negative selvopfattelse og det er sådan en god terapeut arbejder.

Den afgørende betydning for om det gode møde bliver et vendepunkt mod en bedre selvopfattelse består i om de følelsesmæssige reaktioner bliver forstået.
Altså om man lykkes med at se ind bagved sine egne negative følelser og forstå den bagvedliggende historie som driver dem.

Først da kan fortidens slør gå i opløsning.

Et sådant møde kan altså ende i psykisk heling – eller i at man nu selv bliver den der skubber den anden væk, som automatisk respons på mødet med sin egen dybe sårbarhed. Man flygter altså igen fra sig selv. Og derfor “vinder” den ubevidste projektion – og den dybe gemte overbevisning som er negativ, får det sidste ord.

Sådan kan man leve år efter år efter år – indtil man begynder at interessere sig for sine egne projektioner, – og derved igangsætter sin egen bevidsthedsmæssige udvikling.

Projektioner og heste.

Også overfor hesten kan vi mennesker projicere vores egen dybe ubevidste opfattelse af ting og os selv over som værende noget hesten synes eller gør imod os. Og det kan være både umiddelbart positive og negative ting vi projicerer over på hesten. Ligesom vi gør med andre menensker.

Fx har heste ofte en omsorgsopgave overfor sit menneske – fordi mennesket ser en kærlig rummelig tålmodig (god mor) eller beskyttende kærlig interesseret (god far) i hesten.

Det er jo ikke sådan at vi åbenlyst taler om at det er sådan vi opfatter hesten, men på det følelsesmæssige plan prøver vores pattedyrs hjerne at placere hesten og den relation vi har til den, indenfor en ramme som den kender:

Er det her en kærlig og interesseret mor? En støttende beskyttende givende far? En loyal bror eller drillende lillesøster? Er hesten som min barndomsven? Eller som min bedstemor? Eller onkel? Eller som min dagplejemor måske? Eller er hesten ham fra skolen jeg hele tiden skulle vinde over? Eller skjule mig for? Ellers ville han mobbe mig? …

Det lyder fjollet men hjernen er nødt til hele tiden at være så vidt mulig sikker på hvad den befinder sig i for at sikre sin sociale overlevelse og derfor bruger den sine tidligere erfaringer med forskellige typer til at typebestemme den følelsesmæssige form – den form af hestens personlighed og egenskaber som man så mere eller mindre ubevidst synes man ser i hesten.

På samme måde er det med hunden, katten, kaninen, hamsteret – ja alle vores kæledyr. De er der, helt ubevidst, i vores liv, for at udfylde en eller anden følelsesmæssig opgave. Enten som en man kan være nogen og noget overfor – eller som en der giver noget til os. Eller som et både og.

Det er der i og for sig ikke noget galt med. Det er samme principper der gør at vi kan danne bånd til hinanden, skaber tilknytning og opbygge et forhold til hinanden som mere end “bare en tilfældig anden”.
Det kan dog være et godt sted at kigge efter “skævindlæringer” hvis samspillet så er problematisk fordi det er behæftet med negative eller krævende projektioner.
Ligeledes er det godt at vide at vi mennesker holder mere fast i den indre fortælling om hvem hesten er – og ofte lidt (eller helt) mister evnen til at sanse hesten rent i øjeblikket. Det gør os mindre nærværende og mindre vågne overfor spontane behov og følelser og kommunikation fra hesten – end de ofte er overfor os.
På den måde kan vi være fastlåste i vores opfattelse, som et filter i sindet der ligger forrest og farver alting med : jeg ved hvordan det her bliver og skal gøres allerede fordi du er sådan og jeg er sådan.

Og det kan være begrænsende for hesten såvel som for os selv.
Omvendt er det også her vi finder stenene til den stabilitet og forudsigelighed som både heste og mennesker også har brug for, for at kunne slappe af og være trygge i det der skal ske.

Det er et af livets paradokser, friheden i at kunne opleve verden på en forfriskende ny måde og som den strømmer en i møde – og omvendt behovet for at føle sig sikker og i stand til at håndtere det som skal ske.

Og både heste og mennesker lever i en mere eller mindre skiftende udveksling herimellem – samtidig med at der skal findes en balance.

Hestene kan søge ud på egen hånd, være nysgerrige, søge imod nye heste og “trodse” det sikre og velkendte. Og det næste øjeblik kan de foretrække det sikre og velkendte, bedsteveninden, høet på præcist det samme sted som igår, faste fodertidspunkter rutiner i træningen osv.

Det er her imellem disse faktorer at vi kan finde legen med hesten, som jo er spontan og fri til at følge energien og nysgerrigheden – og så at lande i båndet man har til hinanden, de rolige stunder, striglerutinen, undervisning hver mandag…

At vi danner tilknytningsmæssige bånd til heste kan dog også være noget vi skal bevidstgøre og vide noget om.

For hvad betyder det for os når vi er sammen med heste?
Og hvad betyder det for hestene?

Her er nogle eksempler:

  • Det kan betyder at det kan blive hos hesten man søger trøst – særligt hvis man føler det er mere svært at gøre hos et andet menneske (hvilket jo siger noget). Og at man måske har brug for at se på hvordan man takler sin egen sårbarhed og tryghed i at søge støtte og omsorg hos andre – og føle det overfor sig selv.
  • At man hos hesten søger et rummeligt rum for sin egen indre uro. Og at det kræver en del af hesten fordi denne opgave overføres på den. Og at man faktisk har brug for selv at lære hvordan man bliver rolig og rummelig overfor sig selv
  • At det er her hos hesten man leder efter en bekræftelse på at man er accepteret som man er. Og at man derfor projicerer en evig usikkerhed på denne accept over på hesten – men faktisk har brug for at bearbejde denne dybere såring og blive hel og okay med sig selv.
  • At det er afgørende om man hos hesten føler sig valgt til eller fra – hvilket kan være det sår man genvækkes i – og projektion man spejles i når så hesten går sin vej når man kommer ud på folden for at fange den. Og at man bærer et blødende ubevidst gammel afvisningssår som dybt i sig bærer sorg og en følelse af forladthed og måske deraf en indre rådvildhed.

Det der altså kan ske med heste er at deres pattedyrs hjerner og hjerter somme tider lykkes med at møde og stille de følelsesmæssige behov et menneske har – og som er udækket.

Vi ved ikke hvordan heste dybest set befinder sig i disse oplevelser – men fra forskning ved vi dog at heste aflæser og reagerer på menneskers negative følelser – og at de kan reagere herpå med signaler på ubehag og stress.

Noget kan altså tyde på at det kunne være samme krævende opgave for hestene at være menneskers healere og “gode mødre og fædre” – som det kan være for et menneske at være dette overfor et andet menneske.

Af den grund alene er oplysning om projektioner og vores psykiske og tilknytningsmæssige samspil med heste interessant.
Denne viden er også vigtig at have for øje når hesten (eller andre dyr som fx. hunde) indtræder i støttefunktioner for mennesker som har det svært.

Disse dyr kan have brug for pauser og et vågent ikke-projicerende øje, som kan hjælpe dem med at få dækket deres psykiske sundhedsmæssige behov for pauser og frirum og en guidende hånd i håndteringen af disse heste.

For den helt almindelige hesteinteresserede kan vores tilknytning til heste og søgen efter – noget – følelsesmæssigt støttende fra hesten være både okay og givende, men det kan også være uhensigtsmæssigt hvis det der fylder er svært negative projektioner som hesten så spejler på en konsekvent måde – hvad de mindre rummende typer ofte naturligt gør. Det kommer altså an på hvordan tingene spiller sig ud – og det handler om at finde en god og nærende udveksling imellem at give og at modtage som i enhver anden nær relation.

Tingene er jo ikke altid så perfekt “parret” som vores sår og behov har brug for hvis målet er at blive rolig og okay.
Måske er hesten ikke umiddelbart den omsorgsfulde type som man har brug for og derfor vil den måske “svigte” mennesket – uden jo rent faktisk at svigte. Hesten gør bare som den er – og den kobler ikke omsorgsfuldt på menneskets behov. Ikke fordi noget som helst – men bare fordi at det gør den ikke.
I stedet kan det manglende møde aflevere mennesket lige lukt i den mest intense smerte som netop strømmer direkte fra den oprindelige smertende sår. Det sår der ikke er erkendt, bearbejdet og helet og til at begynde med gør menensker omsorgssøgende hos hesten.

Spejlingen fra hestens handling af at gå væk (svigte) eller afvise – bliver så mere en psykisk repræsentant for det oprindelige svigt. En katalysator for smerten.
Og uden disse katalysatorer ja så finder vi simpelthen ikke ind til kernen af problemet! Fordi der skal noget passende negativt til at udløse den primære oprindelige smerte – og det er der man er nødt til at skulle hen for at finde igennem disse følelser til psykisk heling!

Det er lige lidt vigtigt at vide!

Altså: Når hesten gør det som sårer dig aller mest, så bringes du aller tættest på din oprindelige såring. Og det er her – det er DET som er det væsentlige og det eneste der kan og skal hjælpes og forandres.

Heste har derfor rent automatisk indimellem, ja måske endda ofte den utaknemmelige opgave at spejle os vores største krænkelser og sår. Fordi det kommer de til når vi knytter os til dem med vores menneskefølelser og menneske baggrundshistorier ind i det.

Dette er en anden interessant vinkel på det at arbejde med heste i terapi – og med projektionerne, psykisk heling og hestenes spejling på os mennesker. Det er faktisk sjældent at det er hestene der sårer os først – i stedet gensårer de os i sår som allerede er der.

Problemet med projektionerne er når de er ubevidste.
Og når de er uhensigtsmæssige.
Når vi automatisk reagerer i affekt overfor hesten på baggrund en ‘svær’ model af situationen – skabt i tidligere tider.

Når hestemennesker bliver krænkende overfor hesten p.g.a. projektioner.

Når et dyr – herunder også mennesket – føler sig i fare, psykisk eller fysisk kan det reagere med instinktivt kæmp, frys eller flygt mekanisme.

Egentlig burde remsen, som du måske kender, nærmere hedde flygt, kæmp, frys – fordi vi først flygter fra en fare hvis det er muligt.

Dernæst kæmper vi hvis det er strengt nødvendigt og flugt ikke er en mulighed.

Og hvis man hverken kan flygte eller kæmpe sig ud af situationen – ja så “fryser” nervesystemet på en måde, kroppen og / eller psyken fast i en immobil tilstand som er den absolut mest belastende og sværeste forsvars respons nervesystemet overhovedet har.

Denne frys tilstand er ikke noget vi selv bestemmer at gøre.
Det sker som en “overlevelsens sidste udvej”.
I håb om at blive uinteressant, usynlig eller glemt af det som angriber.

Om man kan fjerne sig fra en situation afhænger af fysiske faktorer såvel som miljøbetingede og psykiske faktorer.

Kan et barn i en familie hvor der er vold, flygte?
Vil det gøre det?
Der er en lille sandsynlighed for det, fordi det at leve alene helt uden en families beskyttelse instinktivt af barnet fornemmes som værende meget farligere end at blive i familien, hvor man trods alt ved hvor faren kommer fra. Barnet ved ikke at der kan være andre voksne som kan hjælpe. Det er neurologisk formet til at følge og føle sig tilhørende sin egen familie. Det er urgammelt og instinktivt og bygger på rent faktiske erfaringer – bundet til vores sociale DNA.
Så barnet er psykisk ude af stand til at flygte. Det kan ikke nedkæmpe den meget større voksne voldelige person så denne mulighed er heller ikke til stede og derved bringes den generelle almene sundhedstilstand over tid ud i den traumatiserende kroniske fastfrosne frys tilstand – med alle dets konsekvenser til følge.

Et andet eksempel kan være et barn der mobbes i sin klasse.
Kan det flygte?
Hvis det kan og ellers er rimeligt trygt i sit liv så kan det være det faktisk prøver. Det vil måske forlade skolen så problemet bliver kendt af lærerne og af forældrene som dernæst kan gribe ind og gøre noget for at stoppe mobningen.
Gives der ikke den rette hjælp kan barnet risikere at skulle kæmpe for at klare sig og hvis modstanderne er overmandende – hvis de er større eller mange flere eller bare opfattes som værende flere, så kan barnet ende i en frys tilstand og være hæmmet og immobiliseret. Fordi det er den bedst tænkelige psykiske måde at blive usynlig på. Hvis man ikke er der – hvis man ikke er nogen overhovedet, så holder de måske op..
Igen en belastende situation med ofte uoverskuelige psykiske konsekvenser for barnet.

Og hvad så med vores heste?

Findes der heste som behandles hårdhændet?
Sker der vold imod heste?
hvordan ser det ud?
Og hvor går grænsen for hvornår noget opleves som værende vold imod hesten?

Hestens nervesystem kan faktisk svare os på det hvis ikke vi kan diskutere os til en rent etisk enighed.

For ligesom barnet der ikke selv kan fjerne sig fra sin voldelige familie eller som ikke hjælpes ud af mobning i skolen – så kan hesten heller ikke flygte fra sit liv med sit menneske.
Den kan ikke pakke sin kuffert og rejse sin vej.
Den kan ikke klare og få hjælp til at blive omplaceret.

Det den kan er at reagere instinktivt kropsligt ved at flygte, ved at kæmpe og til sidst ved at gå i stykker. Psykisk og fysisk.

Tegnene på at hesten er belastet af smerter, enten psykisk eller fysiske eller begge dele er efterhånden ved at være optegnede indenfor Equine Science og kan med fordel studeres nærmere.

Herunder ses et billede fra en artikel på horseandpeolpe – web link adresse under fotoet hvor der kan læses mere.

https://horsesandpeople.com.au/the-equine-pain-face/

Der findes heste som ikke kan fjerne sig fra aggressive mennesker.
Men er aggressive mennesker så onde mennesker?

Nej. Størstedelen af alle mennesker som reagerer aggressivt – altså med KÆMP – overfor andre, gør det netop selv fordi de kæmper imod noget der ubevidst opleves som langt farligere end at kæmpe imod.

Noget udløser altså behovet for at forsvare sig (imod noget: afmagt, tab af kontrol, tab af “falsk” respekt/ frygt hos den anden) med aggression og som oftest ligger der ubearbejde smertefulde tidligere sår bag.

Måske har man brug for at det her med hesten skal være perfekt. At det skal gå efter ens hoved fordi det her sted med hestene er det man lægger aller mest hjerteblod i. Der er så meget på spil. Og når tæppet truer med at lade sig blive rykket væk under fødderne, af en uterlig hest eller af modarbejdelse, eller manglende energi fra hestens side, til at bære ‘en på vej – ja så vipper læsset.

Fra vores projektioner har vores følende væsen pludselig behov for at hesten skal gøre noget ‘ afstemt’ – noget bestemt.
Ellers bliver vi ramte og får “negative følelser” som at man blive rådvild, rasende, ked af det, fortvivlet, usikker, vred på sig selv, irriteret, urolig osv.

I de negative projektioners afdeling – hvor mennesker behandler heste med hård hånd, kan det handle om at man tror hesten fx. er ude på at tage magten fra ‘en. Så man efterlades alene og uden kræfter – i det rene afmagt. Dette er en utrolig svær følelsesmæssigt oplevelse at være i. Og den kan være svær at sætte sig ind i hvis ikke man har et tydeligt erfaret eksempel at tage udgangspunkt i. Det kan netop være fra at blive dårligt behandlet til en grad hvor det har været traumatiserende. Overgreb. Overfald. Respektløs og kærlighedsløse overfald fra familiemedlemmer som man har været afhængige af. Haft en uskyldig tillid til som er blevet kynisk smadret. Den rene afmagt har dybe og meget svære grunde og derfor reagerer psyken så kraftigt imod sansningen af afmagtens mulighed i samspillet med heste. Og det får mennesket til at være meget optaget af kontrol over hesten. For mennesker som er præget med dette sår er det ofte noget som er sket i den sårbare barne eller ungdom og som derfor har sat et intenst chok/traume i ens opfattelse af hvor pludseligt farlige andre kan være for ens indre tryghedsfølelse.

En anden negativ projektion på hesten som kan skabe en forsvars/modstands kæmpende respons fra mennesket kan være at man føler sig personligt afvist af hesten, lukket ude. Dybest set at man er u-elskelig. Og dette kan vække harme og had hos den som føler sig forkastet.

Det kan også være at man synes hesten mangler personlig respekt overfor den man er og ‘træder’ en over tæerne med vilje. Det der projiceres over på hesten her er ikke så meget ens indre omsorgsmæssige behov, men i stedet indhold fra ens sår på viljen – på integritet, grænser og indre selvfølelse.
Noget man således kan begynde at kæmpe med andre imod og om:
Ret til at mene hvad man mener!
Ret til at fylde det man fylder!
Ret til ikke at føle sig flyttet på hvis man vil stå et bestemt sted!
Altså spinder man ind i en konfliktspiral hvor man føler man taber respekt (ultimativt og på det liv man er) hvis ikke man uophørligt er på vagt og parat til at forsvare sig!

Måske kan du læse at psykiske gamle sår i vores pattedyrshjerte – vores tilknytningsmæssige hjerne – kan præge os til at reagere på bestemte måder overfor hesten; fysisk og psykisk.
Et psykisk sår kan altså påvirke vores krops fysiske handlinger afhængigt at hvordan vi læser situationen med vores følelser og tidligere stærke erfaringer.
Der er altså ofte en psykisk faktor bag at tingene går som de går.
Og man har ikke en jordisk chance for at forandre på noget hvis ikke man ved hvor man skal kigge efter problemet!

Vi skal kunne orientere os når vi er sammen med heste. Vi skal kunne aflæse hinanden og være parate til ar reagere kropsligt hvis en potentiel farlig situation opstår.

Vi skal kunne se noget som værende godt og være trygt og hvilende i samværet med hesten i det ene øjeblik og næstefter at kunne fjerne sig prompte fra et ben der sparker ud efter os hvis hesten tilfældigvis markerer sig overfor nabohestens imens man selv står imellem.
Det er en sådan interessant og meget potent ting at færdes omkring heste. Og det er det fordi der er så mange kræfter og stærke instinkter til stede i hestene som dybest kræver det samme af os – og som vi balancerer rundt med i “søde aftaler” med hestene om – at når jeg siger Pppprrrr så stopper du…

Det kræver derfor stor vågenhed og nærvær at begå sig så sikkert som muligt sammen med heste. Det kræver omtanke. Viden. Og alligevel kan vi ende i situationer hvor det bliver op til vores eget instinktive nervesystem at redde os ud af tingene når hestene reagere som de store dyr de er.

Der er altså en potentiel fare til stede sammen med heste. Men den er primært instinktiv og ikke følelsesmæssig som vi i høj grad er præget af fra vores menneskelige ophav.

Man kan ikke have en grim frakke på og risikere at hesten går sin vej på grund af det, som vi kan blandt mennesker – men man kan udstråle kaos og utryghed (af sin egen grund) og få en hest der flygter fra disse svingninger af instinktive grunde.

Det er væsentligt at kunne kende forskel på de to ting.

Og at kunne føre sin viden ud i en undersøgelse der kunne lyde noget i retning af: Hvor er jeg ked af at jeg ikke kan finde melodien med min kollega Mona. Hun kan virkelig ikke lide mig. Jeg kan næsten ikke være på kontoret med hende. Hun er så ubehagelig at være i rum med. Bare hun fik en anden stilling. Bare jeg kunne blive flyttet til et andet kontor (flugt).
Nu er jeg så her sammen med min hest – og den går væk fra mig.
Av det gør ondt. Det gør mig endnu mere ked af det.
Hold op hvor er jeg egentlig ked af det her…
Hvorfor mon jeg bliver SÅ påvirket af det her med Mona?
Hun er jo ikke min kæreste. Vores liv afhænger ikke af hinanden.
Hvorfor bliver det så svært for mig at være mig når andre ikke kan lide mig?
Hvordan løser jeg det? …
Jeg må prøve at møde mig selv lige der.
Anerkende at det er okay jeg føler som jeg gør.
Rumme mine følelser. Sidde lidt med dem. Være med dem. Falde lidt til ro med mig selv. Pyha….
Sikke noget…
Blive rolig.
Mærke mig selv igen.
Men jeg er jo okay.
Jeg er god nok.
Jeg ved ikke hvorfor Mona reagerer på mig som hun gør, men det må virkelig være noget svært somvækkes i hende.
Hvad kan jeg rent fornuftigt gøre for at vi kan løse vores opgaver som vi skal? Og hvordan hviler jeg så i det?

Tak kære hest.
Fordi du spejlede mig at jeg ikke kunne rumme mig selv – acceptere mig selv – være i mig selv – møde mig selv – hjælpe mig selv lige før.
Tak fordi du spejlede mig at jeg ville flygte med tankerne om jeg kunne blive flyttet eller fantasier om at Mona skulle få et nyt job…
Nu er jeg her. I det. Med mig. Og falder til ro.

Og så kommer hesten igen hen til mig…

Fornuftig og omsorgsfuld eller irrationel tilgang til problemer

Hvis hesten løber løbsk. Hvis den bukker, stejler, slår ud med forbenene, bider, giver en skalle, løber os ned, ja så er der reelt en fare til stede og den kan vi enten reagere instinktivt og fornuftigt overfor eller instinktivt og irrationelt følelsesmæssigt overfor .

Instinktivt fornuftigt.

Reagerer vi instinktivt fornuftigt så kan kroppen gøre hvad den skal gøre for at klare situationen. Springe væk, rulle rundt, trække hånden til sig, gå på afstand, give slip på hesten. Og når fornuften træder til efter den instinktive respons så kan man med al sin viden overveje den klogeste vej frem derefter.
Hvad skete der?
Hvad udløste det?
Hvordan undgås det igen?
Hvilke behov er mon blevet overset og overskredet hos hesten?
Hvordan går man frem på en sikker og positiv opbyggende måde derfra.

Det kræver erfaring og indblik i sin egen psyke og netop kendskab til projektioner at kunne sortere imellem instinktive kræfter og følelser fra projektioner for så at handle efter denne fremgangsmåde.

Den instinktive del har vi ikke de store påvirkninger på. Det er vores autonome nervesystem der vurderer om det er bedst at løbe, eller kæmpe eller at fryse fast i situationen. Om man skal gøre sig stor, lægge sig ned, stå med siden til, skrige, råbe vredt, gribe fat, give slip… Instinktive vurderinger.

Disse instinktive vurderinger baseres på baggrund af en masse subtile ubevidste analyser af hele situationens suppedas: hvorfra i den anden at denne reagerer som den gør, hvad er der på spil, hvad kan virke mest dæmpende på den anden, eller sikre mest sikker afstand osv. Her bearbejdes så mange informationer at vores rationelle hjerne ville brænde sammen hvis den skulle gøre en bevidst vurdering på de samme oplysninger på det split-sekund der somme tider er til at gå fra opfattelse til respons.

Efter den instinktive respons genetableres eller sammenkobles hjernen igen med de øvrige systemer, fornuften og vores følelser. Og her kan vi så opdage at vi er bange, rystede, aggressive, ulykkelige osv.

Naturlige følelser som hæfter sig til oplevelsen man lige har haft. Og som har et naturligt sundt bearbejdningsformål i at fordøje det der lige skete.

Og det er her tingene kan lande i armene på vores indre projicerende sider og farve det skete så det får en anden historie end som den bare var. Der hvor disse følelser fører til negative projektioner på hesten i stedet for til en fornuftig gennemtænkt tilgang derfra hvor tingene er landet, er når det der er sket bliver til en historie som vi får et følelsesmæssig problem med at det er som vi opfatter det som værende.

Og det reagerer vi så imod, irrationelt – følelsesmæssigt.
Det kan betyde at i stedet for at gennemtænke situationen og hvordan man bedst griber tingene an rent træningsmæssigt – med tanke på hestens måske uopdagede behov eller problemer, ja så autoreagerer man enten ud af eller indad.

Indad betyder at man vender de negative følelser ind af og angriber sig selv med bebrejdelser, hård underminerende kritik, hamrer sig selv oveni hovedet, dømmer sig selv at man ikke kan finde ud af noget, at hesten er uoverkommelig for svær for en at håndtere fordi man er så dårlig til tingene..

Og udaf går vreden så udover hesten i stedet for som kan blive straffet.
Eller vreden kan undertrykkes i øjeblikket og derefter forskydes og tages med hjem til manden der så får en opsang eller føres over på børnene eller hunden, eller måske får Mona simpelthen bare det hele tilbage i hovedet i morgen for nu har jeg fået nok!

Hvad vi gør med vores følelser og med vores trivselsmæssige behov for tryghed, omsorg, accept og ja kærlighed – det afhænger i høj grad af hvad vi har lært at gøre.

Så hvad har du lært?

Da du var barn?
Da du var helt spæd baby?
I børnehaven hvad lærte du da om dine egne følelser og behov?
Og hvad med da du blev teenager?

Hvile store hændelser har mon brændt sig fast i dig og påvirket dig på en måde så du idag ser dig omkring i verden, med episoden lige indebag øjenlågene – måske helt uden at vide det?