Jeg kunne godt tænke mig at dele mine tanker med dig, nemlig det at “gå med hesten”. At gå med hesten? tænker du nok -og det kan jeg egentlig godt forstå! For de fleste mennesker der kommer på denne side, hestemennesker.dk, er det jo ikke svært at gå med en hest.

Det kommer sådan nærmest helt af sig selv, man trækker den frem i grimen eller hovedtøjet og hesten følger med. Men det er heller ikke helt det jeg mener. Når jeg tænker at “gå med hesten”, så tænker jeg på det som det vi skal på det åndelige og det følelsesmæssige plan.

For hvad sker der hvis vi går hele vejen med vores hest?

Fra den første gang kommer ind i vores liv, enten som føl, som unghest eller som voksen hest -og når vi går hele vejen med den, lige til vi kommer der til hvor vi må sige “farvel” fordi timeglasset er rendt ud og der ikke er mere tilbage af dette liv.
Tænk hvis vi alle gjorde det?

Tænk en livslærdom vi kunne få fra den hest som ville følge os i mange, mange år. Hvordan du vil opleve den som ung, som ridehest og som ældre, livsklog pensionist.

Nogle gange læser jeg opslag på facebook hvor en hesteejer fortæller at deres heste-soulmate er blevet aflivet og at de savner den frygteligt – jeg mærker smerten og jeg anerkender at den smerte er stærk og næsten ubærlig. Men i mit stille sind må jeg undres når denne hest f.eks. er blevet aflivet fordi den har en skade der ikke kan holde den i sporten, på nuværende tidspunk eller måske aldrig, men som på alle andre måder er en sund og livsglad hest der må forlade livet før den selv er parat, fordi den ikke kan leve op til ejerens krav om ridning og anerkendelse.

Jeg er fuldstændig klar over at man kan være et sted i sit liv hvor der ikke er andre udveje at tage en aflivning eller salg af en hest. SELVFØLGELIG kan der det – men i mange tilfælde er det ikke der vi er.

Min egen hest har jeg kendt fra han var 4 timer gammel – han er nu 12 år, vi har fulgt hinanden gennem tykt og tyndt, han har stået ved min side når livskriserne raser, han har givet mig fantastiske oplevelser både på ryggen og fra jorden, han har pjattet med mig og han har stået stille og taget imod mine tårer.

Jeg har stået ved hans side igennem virkelig mange sygdomme og skader – hovbyld, regneksem, et kronisk dårligt øje, en skade i bøjesenen i nakken, haltheder, et sår i munden som sendte ham på Landbrug Højskolen, en spændt og øm krop oven på div. skader og skavanker og sidst men ikke mindst en omgang forfangenhed midt om vinteren.

Jeg har grædt salte tårer, jeg har bekymret mig, jeg har undersøgt div. sider på nettet, jeg har konsulteret dyrlæger og alternative behandlere – men jeg har ikke et øjeblik været i tvivl om at han skulle være hos mig -selvfølgelig så længe han er en livsglad og positiv hest, men det har han heldigvis altid været.

Men gud hvor har jeg allerede lært meget – mit hesteliv er gået mange andre veje end det jeg havde forestillet mig dengang da jeg “planlagde ham” og sendte min hoppe til hingst.

Dengang forestillede jeg mig at vi ville gå den “lige vej”, den som “alle andre” tager, tilridning, gangartskurser og små stævner – men skæbnen ville at jeg i perioder har stået med en hest som enten ikke kunne rides, eller ikke rides i andet end skridt – og så måtte vi jo gøre noget anderledes.

Fantastiske kurser med Ute Lehmann, heste-kurser med yoga, meditation og arbejde fra jorden, akademiske kurser med træning fra jorden, jeg har lært massage for at løsne hans spændte krop og jeg har lært healing og kraniosakral terapi for at kunne spare lidt på udgifterne til de alternative behandlere.

Jeg har på min rejse mødt mit spirituelle væsen, som jeg i den grad havde brug for at møde -også i mit liv udenfor hesteverdenen! Jeg er landet på den helt rigtige hylde, en hylde som jeg ikke havde forestillet mig at jeg skulle lande på – men som giver SÅ meget mening for mig – var det ikke for min hest, så var jeg aldrig landet på Christinas fantastiske uddannelse og så havde jeg aldrig skrevet det jeg skriver nu 🙂

I dag har jeg en sund og rask hest, som jeg også kan ride og som giver mig dejlige oplevelser på hans ryg, den oplevelse takker jeg for, jeg nyder hver en ridetur og sætter pris på hans stærke krop, men jeg sætter lige så meget pris på alle de andre ting vi laver sammen.

Jeg værdsætter at jeg har en hest som kommer mig i møde på folden med små hyggelige vrinsk og jeg nyder den ro det giver i hele min krop når vi har gået en tur sammen eller jeg har masseret og healet ham.

Jeg nyder at han laver balladestreger og får mig til at grine, jeg nyder at han bærer over med mig når jeg vælter stresset ind i stalden med tusind tanker drønende rundt i hovedet og jeg nyder at han “kalder mig tilbage til jorden” ved at puffe hårdt til mig eller gå sine helt egne veje når jeg er stresset eller angst og ikke tilstede.

Jeg nyder at “gå med min hest” hele vejen – Jeg er benovet over hvad jeg lærer når jeg følger ham og hans livsvej, jeg er fuld af beundring over hvordan en hest kan møde en på det psykologiske og spirituelle plan. Jeg tror på at vi alle kan lærer SÅ meget ved at gå med vores hest hele vejen, istedet for at aflive eller sælge, når hesten ikke mere passer ind i den ramme du har sat for den.

Kære læser, gør dig selv den tjeneste “gå med din hest hele vejen” og se med åbent sind hvilke spændende rejser i skal ud på sammen i livet – du vil lærer SÅ meget om dig selv.

Med venlige hilsner, Dorte – og Odinn.