Katalina Lindner. ‘Bonden der havde en hest’

Kender du historien om bonden, der havde en hest¹ ? Nej? Så fortsæt bare med at læse:
En bonde havde en hest, som indtjente ham mange penge. En dag løb hesten væk. Naboen sagde: ”Nej,
hvor er det uheldigt.” Bonden svarede: ”Måske, måske ikke. Vi må vente og se.”

Et par dage sener kom hesten tilbage og i slæb havde den en håndfuld andre heste. Naboen sagde: ”Sikke
et held!” Bonden svarede: ”Måske, måske ikke. Vi må vente og se.”

Senere i samme uge, prøvede bondens søn at ride på en af de nye heste. Han faldt af, slog sig og brækkede et ben. Naboen sagde: ”Åh nej, hvor er det uheldigt.” Bonden svarede: ”Måske, måske ikke. Vi må vente og se.”

Nogle uger senere kom militæret til byen og rekrutterede nye soldater. De tog ikke sønnen med, grundet hans brækkede ben…

Bonden kan aldrig vide, om en hændelse er god eller dårlig. Om den aktivt påvirker den direkte lineære vej, eller om det er en slinger i valsen.

Lad mig forklare overstående på en anden måde.

Mennesker er det, man kalder for at være ”lineære tænkere”² . Det betyder, at mennesker tænker over den korteste, direkte og mest effektive vej fra et punkt A til et punkt B. Når det kommer til hestemennesker, kan vi være meget utålmodige med vores firbenede venner – for når vi ønsker os noget, som vi nu ønsker det skal være, ønsker vi os det nu! Ikke om 10 minutter, ikke næsten som vi ønsker os det, men nu – præcis som tænkt. Menneskets problemløsninger er derfor typisk lineært fremadgående; trin for trin, målrettet, perfektionistisk, nærmest igennem et tunnelsyn. Lige som et rovdyr. Det er både godt når der skal jages, fordi fokusset ligger på målet som ikke viger af synet og når der skal flygtes, fordi det hele tiden står skarpt hvor der er et smuthul.

Heste er det total modsatte. Deres måde at tænke på kaldes ”lateral tænkning”. Det betyder, at en situation eller et problem betragtes fra en sideposition, altså en alternativ/uventet/kreativt synspunkt. Her tænker man i modsætning til den lineære tænkning ikke på den korteste og direkte vej imellem A og B, men hvor mange udvidelser der kan tages undervejs imellem punkterne, for at gøre vejen længst muligt og mindst muligt forudsigeligt. For et byttedyr er det reelt overlevelse; for rovdyret kan ikke regne omvejene ud.

Sikkert har du hørt om at ”vejen er målet”. Som Confucius citat giver udtryk for, er det læringsprocessen der er mere vigtig, end selve målet. I bondens historie har du måske lagt mærke til, at efter bondens historie er nået til punkt B opstår der et nyt punkt B. Situationen tilpasser sig løbende, hans problemer forandre sig løbende. Og det kan være ret så frustrerende, når vi mennesker oplever disharmoni. Vi kan miste villigheden til vores medmennesker – eller vores heste. Vi mister viljen til den anden og dermed også sikkerhed. Og når vi mister sikkerhed, smutter selvtilliden og så er det umuligt at have det sjovt sammen. Og når vi ikke har det sjovt, trives vi ikke og vi får ikke succesoplevelser.

Et helt konkret hesterelateret eksempel herpå er, at nogle heste kan være svære at ”fange” på folden i
perioder. Rytteren går straks imod hesten, der skal hentes. Den direkte korteste linje – som et rovdyr vil
begå sig på. Hesten vil ikke fanges af et rovdyr. Løsningen i dette konkrete eksempel kunne være, at
rytteren går i buer/zig-zagger imod hesten. Tager nogen omveje. Hesten bliver nysgerrig – det minder om hestens egen tankegang og er dermed mindre rovdyrs agtig.

Et andet aspekt der kan have indflydelse på
forskellen imellem den lineære og laterale
tankegang er, forskellen af hvordan øjnene er placeret i kraniet hos mennesker og heste. Da hestens øjne ikke sidder frontal i panden, som hos mennesker, men i siden af hovedet, har heste både binokulært og monokulært syn. Det medfører en blindevinkel bag hesten. Rovdyr kan udnytte dette, derfor, skifter en hest ved hvert skridt, syn fra side til side og kigger bagud. At gå en lige linje er dermed næsten umuligt. Hesten svinger hovedet kun ganske lidt til siden, for at se forbi bagdelen, men det er nok til at minimere den blindevinkel og dermed er der altid buer i en hests tilbagelagte strækning (se billedet). Aktuelt forskes der i, hvordan menneskets fysiske placering (andre positioner end man er vandt til) samt bevægelse, har indflydelse på de forskellige dele af hjernen og kognition³ , når andre områder af hjernen tages i bruges.^{(vidensraad_for_forebyggelse_fysisk_aktivitet_laering_trivsel_sundhed_2016, s.50-54)}

Jeg tror, når vi mennesker kan sætte vores mål; punkt B, til side, fokuserer på den fælles vej jeg ønsker at gå sammen med nogle – om det er heste eller mennesker- kan vi blive de bedste udgaver af os selv. Det vil smitte af på alle aspekter i livet og hestene giver os mulighed for at øve os. Udviser vi samtidig kærlighed, forståelse, empati, varme og kommunikerer vi dette på et niveau der fremmer samhørighed og fællesskabet, hvor vi efterlader forventningen om at nå B, men fokuserer på, hvordan vi kommer til B, bliver vi til ægte ledere, der tager ansvar, der vægter rejsen højere end målet og alle på vejen kommer samtidig frem. Sammen.

Pat Parelli – en verdens berømt hestetræner – har udviklet et ”træningsprogram”⁴ for hestemennesker, for at blive de bedste mennesker til deres heste. Programmet bygger på 8 simple principper samt en håndfuld huskeregler.

De forskellige principper gør sig faktisk også gældende i mellemmenneskelige relationer. Hører vi nogle snakke om et problem, har vi lyst til hurtigt at finde en løsning og fixe situationen. Hurtigt komme frem til punkt B. Vi kan ikke lide at se vores nærmeste have problemer. Men som bondens historie så fint viser, er problemer kun det man gør dem til og de er del af læringsprocessen – eller rejsen. De er nødvendige som trædesten på den videre vej. Parellis principper kan hjælpe med at skifte fra lineær til lateral tænkning, fra u-/heldig til måske/-ikke.

Som en sidste overvejelse i denne artikel, vil jeg påpege en samfundstendens; at mennesker afviser en
situation/et problem som problem, fordi vi tror, vi ikke må have problemer. Men sådan virker livet ikke.
Problemer er chancen til at gro. Problemer er altid de ting, der gør os opmærksomme på, hvor vi har
potentiale og hvad vi kan blive til. I det øjeblik hvor vi stopper med at afvise et problem og accepterer, kan vi se chancen i problemet. Ubevidst håber vi alle, at vi igennem vores udviklingsprocesser ikke får flere problemer. Det er livets største løgn. Man har altid problemer, alene fordi den menneskelige psyke er bygget på denne måde, for at vi fortsat kan vokse og komme frem ad. Det betyder, uanset hvor langt man er kommet, hvor mange penge man har, hvor lykkelig man er, hvor skønt et netværk man har, vil man altid have problemer. Hvad ændrer sig? Ens problemer bliver skønnere. Så, afsted! Tag problemet, se chancen, løs det, videre til næste level – næste punkt B!

Husk, at det er vejen imellem problemerne der skaber os, giver læring. Møder vi os selv og dem der følger vores veje med kærlighed, skaber det en base for god kommunikation, det fremmer forståelsen -> giver sikkerhed -> tillid -> tryghed og kan faktisk resultere i at det er sjovt at være på vej mod punkt B sammen. Inden vi ser os om, er vi allerede i mål – eller om ikke andet har opnået et delmål! Hvad er dit næste delmål, punkt B?
De bedste hilsener, Katalina Lindner EquineTorch Mentor 2022